Lars Knudsen er tvunget til at skifte ud.
For med Morten Hjulmand og Victor Kristiansen i karantæne, skal der skiftes på mindst to positioner til det, landstræneren har kaldt en skæbnekamp.
For med dansk point tirsdag aften på Kubynpark i St. Gallen kan schweizerne ikke hente danskerne i gruppestillingen.
Tre centrale spørgsmål melder sig før kampen mod Schweiz:
1. Hvem skal spille venstre wingback?
Lars Knudsen kan vælge mellem Patrick Dorgu eller Joakim Mæhle. Ungdommen eller rutinen.
Dorgu har mest optrådt som venstrekant på sit klubhold. Han kan sagtens spille wingback. Mæhle har været skadet i et par måneder og kun spillet ét minut for Wolfsburg.
Artiklen fortsætter efter billedet

Vi tror, valget falder på Mæhle, der helt sikkert ikke kan holde 90 minutter, men så er Dorgu et fint alternativ at sætte på banen.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
2. Hvem skal være Pierre-Emile Højbjergs makker centralt?
Med Morten Hjulmand i karantæne samt Christian Nørgaard og Morten Frendrup på skadeslisten skal der tænkes alternativt.
Det kan enten blive rutinerede Christian Eriksen, der rykkes lidt tilbage på banen, eller Jens Stage, der dog i landskampsammenhæng er et meget ubeskrevet blad. Og han har ikke just den store erfaring i samspillet med Højbjerg.
Det mest oplagte er at rykke Eriksen en tand tilbage på banen. En position, han også har udfyldt flere gange på klubholdet.
Bemærkelsesværdigt er det i øvrigt, at Lars Knudsen har skiftet Christian Eriksen ud i de tre seneste kampe i træk. Det er ikke sket tidligere i midtbaneprofilens karriere.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
3. Hvem skal være spidsangriber?
Kasper Dolberg, Jonas Wind, Yussuf Poulsen eller Rasmus Højlund?
Mod Spanien gik Lars Knudsen med Dolberg, der var stærkt spillende med ryggen til målet. Det kan sagtens blive genvalg. Men er det ikke i en kamp mod Schweiz, hvor Rasmus Højlund for alvor skal bevise, han er landsholdets førstevalg? Oven på en sløj EM-slutrunde har han noget at revanchere, selv om han efter en længere skadespause endnu ikke er helt på sit topniveau.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Vi tror, Knudsen går med Højlund som spidsangriberen. Formentlig den første time og så er alternativerne gode på bænken i forhold til, hvordan kampen udvikler sig.
Ved den afsluttende danske træning så det ud til, at danskerne pønsede på en lidt mere kompakt midtbane til kampen mod Schweiz. Det kunne godt betyde tre spillere centralt på banen.
Det kan også ligne – som vi så mod Spanien – en dansk defensiv, der forsvarer sig med fem mand i bagkæden, når modstanderen angriber.
Bolds bud på Danmarks opstilling i en 3-5-2 opstilling ser sådan ud:
Kasper Schmeichel – Rasmus Nissen Kristensen, Jannik Vestergaard, Victor Nelsson – Alexander Bah, Pierre-Emile Højbjerg, Christian Eriksen, Albert Grønbæk, Joakim Mæhle – Jonas Wind, Rasmus Højlund.
Kampen starter kl. 20.45 og vises på TV 2.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


Schweiz
Danmark
UEFA Nations League A




























