Bergamo er en af de italienske byer, der har været hårdest ramt af coronakrisen, og det påvirker Musa Barrow, som kom til Bergamo-klubben Atalanta som 18-årig.
Gambianeren, som i dag tørner ud for Bologna, tænker på de mennesker, han kender og har kendt i sin tidligere hjemby – og det bliver han ved med.
- Jeg har mistet venner. Folk, som har hjulpet mig, støttet mig og givet mig råd, og som har opdraget mig, da jeg boede der, siger Barrow ifølge football-italia.net til La Gazzetta dello Sport.
- Jeg kan sige så meget, at mit første mål, når vi vender tilbage, bliver dedikeret til dem og til Bergamo. Jeg vil have en besked under trøjen, jeg vil give et interview eller kigge mod himlen. Det hele vil være for dem, siger Musa Barrow.
Han nåede syv Serie A-kampe for Atalanta i denne sæson, inden vinterpausen bød på et skifte til Bologna, hvor han har spillet fast på den ene kant.


Atalanta
Bologna
Serie A































