Peter Bonde sagde tirsdag farvel til den fodboldhverdag, som han været en del af i de seneste 62 år.
Næstved Boldklub meddelte, at den tidligere assistent på det danske landshold og mangeårige Næstved-koryfæ går på pension.
Selv om Peter Bonde vinker farvel til fuldtidsstillingen som Head of Coaching i Næstved, så er han ikke helt færdig i fodboldverdenen.
Det fortæller han i et interview med Bold.
- Jeg er fortsat assistent på U17-landsholdet, hvor vi skal spille Elite Round i Danmark om et par uger, så lidt laver jeg stadigvæk, men hverdagen med fodbold i Næstved, det er den, jeg er stoppet med.
- Jeg synes i det job, at der var en del praktiske ting og opgaver, som jeg dybest set ikke interesserede mig for, og jeg kan godt lide at træne, jeg elsker spillerne, men så tænkte jeg 'når man bliver 68 år, må man så ikke trække stikket? siger Bonde.
Det betyder derfor, at hverdagen kommer til at skulle udfyldes med andet end fodbold, og det er en uvant situation for Peter Bonde.
- Det har jeg aldrig nogensinde prøvet før i de seneste 62 år. Jeg blev lidt forskrækket, da jeg slettede alle aftaler i min kalender, så blev den helt hvid, siger han med et grin.
Mange store oplevelser
Peter Bonde har i løbet af sin trænerkarriere fået mange store oplevelser og gode bekendtskaber.
Han har blandt andet været med til syv slutrunder.
Fem som assistent for det danske landshold, en som kvindelandstræner og en som landstræner for det kinesiske kvindelandshold.
Når Peter Bonde gør status, så er han ikke i tvivl.
- Jeg føler mig heldig, jeg har oplevet mange ting. Morten Olsen er blevet en god ven, som jeg taler med. Jeg har været til syv slutrunder, og som en lille dreng fra Næstved, har jeg været heldig at opleve mange ting.
- Jeg synes godt, at jeg kan være stolt og tilfreds med mit fodboldliv, som ikke er helt færdig, men det bliver nok på et lavere blus.

Alt kunne være sket
Selv om tiden med det danske landshold har budt på mange gode oplevelser, er der alligevel en slutrunde, der står ud fra de andre for Bonde.
I 2012 er Danmark med til EM-slutrunden, der blev afholdt i Polen og Ukraine, og ifølge den tidligere landsholdsassistent kunne det være blevet til meget mere, selv om det blev til et exit i puljen.
- Vi starter med at slå Holland, taber uheldigt til Portugal og så var der ikke mere benzin på dunken mod Tyskland, men jeg synes det hold, vi havde der med en ung Christian Eriksen, Nicolai Boilesen og Andreas Bjelland, og hvem der ellers var med. Det var et rigtig godt hold.
- Hvis vi var kommet videre fra den pulje, så kunne alt være sket, så rent sportsligt synes jeg, at det var en god slutrunde, selvom vi røg ud, slutter Peter Bonde og understreger, at slutrunderne i Japan/Sydkorea og Sydafrika også var nogle gode oplevelser.
Foruden en lang trænerkarriere var Peter Bonde også selv aktiv på grønsværen.
Han spillede blandt andet i Herfølge, B.1901 og Næstved.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere

Danmark































