David Boysen fik fredag ophævet sin kontrakt i hollandske Roda efter blot et halvt år i klubben, og nu løfter han selv sløret for, hvorfor det endte, som det gjorde.
- Jeg tog til Roda med en agenda om, at jeg skulle spille offensiv fodbold, og det var jeg blevet bekræftet i af både træneren og sportsdirektøren hernede. Jeg har lært igennem min karriere, at jeg har spillet godt, når jeg har spillet positiv fodbold, siger Boysen til bold.dk.
- Jeg har samtidig lært, at jeg ikke kan fungere, når man spiller defensiv fodbold. Det er ikke den form for fodbold, jeg synes om, og jeg erkender gerne, at jeg ikke har kvaliteterne til at forsvare i 90 minutter, siger Boysen.
Talte med klubben
I starten gik det da også, som Boysen havde forventet rent stilmæssigt, men så begyndte Roda at tabe, og træneren lavede om på filosofien.
- De sidste 10 kampe har været så defensive, at jeg tog en snak med klubben, da vi gik på vinterpause, og der var de meget ærlige og sagde, at de troede, at det var den måde, vi skulle klare os på. Så jeg gik i tænkeboks henover vinteren, siger Boysen.
- Vi spillede så den første kamp mod Feyenoord i sidste uge, og det var igen under de defensive vilkår, og jeg tænkte, at det ville blive svært at vise, hvilken fodboldspiller jeg er. Det sagde jeg til klubben - at jeg ikke så mig selv få succes, hvis vi skulle spille på den måde, siger Boysen.
- Grunden til at jeg tog til Roda var, at jeg skulle tage et skridt videre, og jeg er ikke sikker på, at det skridt ville blive særlig stort, hvis det fortsatte som hidtil. Jeg tænkte, at jo hurtigere jeg kunne komme til et hold, som spiller, som jeg gerne vil spille, jo bedre ville det være, siger Boysen
Tænker ikke på andres holdning
Dermed har Boysen som sagt forladt sin klub efter et halvt år - hvilket han i øvrigt også gjorde i Brøndby. Det kan måske få nogen til at rynke lidt på næsen, men det er Boysen ligeglad med.
- For mig er det fuldstændig underordnet, hvad Hr. og Fru Danmark tænker om, at jeg skifter klub efter seks måneder. Det gør mig ikke noget, siger David Boysen, som samtidig afviser, at han ikke har fomået at tilpasse sig i det hollandske.
- Det har ikke haft noget at gøre med, at jeg ikke kunne være i Holland. Det er et fint land. Det handler om spillefilosofi, og så har der været nogle private årsager, som Roda også kender til, siger David Boysen.
Har allerede mange henvendelser
Dermed skal David Boysen altså nu på klubjagt, og det tyder ikke på, at han får særlig svært ved at finde sig en ny arbejdsgiver.
- Jeg har lynhurtigt fået mange henvendelser og konkrete tilbud fra højre og venstre, så det ser positivt ud, siger David Boysen.
- Jeg har ikke nogen præferencer i forhold til, hvor jeg skal hen - der er fordele og ulemper ved det hele. Jeg har haft en god oplevelse med at komme til udlandet og opleve en anden kultur både på og uden for banen. Jeg har for eksempel nydt fankulturen, siger Boysen.
- Jeg kan dog godt se mig selv komme tilbage til Superligaen, men jeg kan endnu ikke svare på, hvad det ender med. Jeg skal lige samle de folk, jeg har omkring mig og mærke efter.
- Jeg har nogle tilbud fra Superligaen, som er rigtig interessante. Jeg har allerede fravalgt de klubber, som spiller efter en filosofi, som jeg ved, at jeg ikke kan præstere i. Jeg er rimelig langt med noget, men hvor det lige ender, ved jeg ikke.
- Det kan gå meget stærkt, men det kan også sagtens være, jeg lige sunder mig i et par dage og tænker igennem, hvad det skal være, siger Boysen.
David Boysen kom som sagt til Roda fra Brøndby i sommer. I Brøndby havde han spillet i et halvt år, efter at han var skiftet til klubben fra Lyngby.
nicolai@bold.dk


Roda
Æresdivisionen































