


Banen på Brabrand Stadion var drivvåd og fuldstændig mudret til, da der skulle spilles første opgør af pokalkvartfinalen mellem dette års pokalsensation fra 3. division Brabrand og Superliga-klubben Viborg FF.
Og banen, som Brabrand tidligt fra morgenstunden med hjælp fra frivillige havde støvsuget for vand, satte sit klare præg på kampen.
Det stod hurtigt klart, at spillerne i dagens anledning ikke havde helt almindelige arbejdsbetingelser. Spillerne gled rundt og havde svært ved at stå fast på det mudrede og glatte underlag.
I kampens begyndelse så det ud til at være en fordel for undertippede Brabrand, der i årets pokalturnering har slået stærke Superliga-mandskaber som Randers FC og FC Nordsjælland ud af turneringen.
Viborg havde svært ved at spille langs jorden, da bolden bevægede sig langsomt på græstæppet, og kampen blev hurtigt til lange bolde og tilfældighedernes spil.
Artiklen fortsætter efter billedet

Og det var måske derfor Jakob Poulsen havde valgt at starte med store Anosike Ementa, der er stærk i dullerne og god at spille lange bolde op på.
Generelt havde Viborg-træner Jakob Poulsen roteret en del fra efterårets sidste Superliga-kamp, hvor man tabte 1-2 til Randers. Hele frontkæden var skiftet, og midtbaneprofilerne Thomas Jørgensen og anfører Jeppe Grønning var bænket.
Brabrand udnyttede det tilfældige spil, og det skulle lykkes dem at overraske i pokaltuneringen endnu en gang.
Et indlæg fra Mikkel Frandsen endte efter en afretning og en blokering for fødderne af Jonas Berwald, der sendte Brabrand i drømmeland.
Otte minutter senere kom Brabrand dog ned på jorden igen, da Charly Nouck resolut sparkede en nedfaldsbold, der landede i en vandpyt for fødderne af ham, i netmaskerne.
Så rødt efter to minutter
I pausen kom Markus Bay på banen for Brabrand, og efter to minutter på banen brød han igennem alene med målmanden. Men stolpen forhindrede Brabrand i at tage føringen igen.
En anden indskifter, som fik en særdeles kedelig hovedrolle var Renato Junior.
Efter to og et halvt minut på banen blev han sendt direkte i bad, da han udsatte Tobias Olesen for en grim stempling. Jakob Poulsen var tydeligt frustreret over den indskiftede brasilianer, der misser returopgøret med karantæne.
Viborg måtte derfor spille den sidste halve time af kampen i undertal.
Det var helt tydeligt en hård kamp for begge hold at spille under de alternative baneforhold, og i den sidste halve time virkede begge hold til at løbe tør for kræfter på den tunge og mudrede bane.
Jonas Berwald var tæt på at blive den helt store pokalhelt for Brabrand, da han trykkede af fra distancen, men Lucas Lund reddede Viborg på stregen.
Det videre avancement til pokalturneringens semifinale står således helt åbent forud for returopgøret i Viborg på fredag.

Viborg FF
Brabrand IF
Betano Pokalen



























