2022-08-06 07:00:02

Brabrand-profil: 2. div-bold er et slag i EfB-selvtillid

Brabrand-profilen Quoc Minh Truong siger til bold.dk, at mandskabet vil forsøge at udnytte Esbjergs dalende selvtillid efter nedrykning til 2. division i åbningskampen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lørdag 6. august bliver den nye sæson af 2. division skudt i gang, og her skal Esbjerg blandt andet i aktion. 

Første møde for den tidligere Superliga-klub, der vandt bronze i 2019, er mod Brabrand, og det er et opgør, som Brabrand-profilen Quoc Minh Truong glæder sig til. 

Esbjerg tabte til Kolding i pokalen tirsdag aften, og i træningskampene har esbjergenserne blandt andet tabt til Skive. 

Truong siger til bold.dk, at Esbjerg må være ramt på selvtilliden efter nedrykningen til 2. division, og det vil Brabrand forsøge at udnytte.

- Først og fremmest går jeg formentlig ud fra, at det er det bedste hold i rækken, og de er også favoritter til at rykke op taget ud fra klubbens størrelse, budget og hvad klubben har af spillere, så jeg må være ærlig at sige, at jeg formoder, at de rykker op, siger Quoc Minh Truong til bold.dk. 

Esbjerg har jo været inde i en svær periode. Kan I udnytte det? 

 - Ja, det tror jeg helt sikkert. Det er også et slag i deres selvtillid, at de nu er havnet i 2. division. Det kan vi bare udnytte. 2. division skal man ikke undervurdere, for alt kan ske. Kolding, som spillede i nedrykningsspillet i den seneste sæson, slog Esbjerg ud af pokalen, og de har også tabt til Skive i en træningskamp, så det er helt sikkert et hold, der er til at snakke med. Man skal ikke undervurdere 2. division. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Så du tror, at Brabrand kan vinde?

- Ja, helt sikkert. Især mod et hold som Brabrand, kan alt ske. Vi er et hold, der kan overraske og kommer med noget power og vildskab, som mange hold har svært ved at stille op imod. 

Kollektivet skal fungere

Den 21-årige kantspiller siger, at Brabrand bliver nødt til at spille som et kollektiv, hvis Esbjerg skal sendes hjem med et nederlag. 

- Der er ingen tvivl om, at spiller for spiller står de bedre, da der er rigtig mange af dem, der har spillet i de højere rækker. Vi har et par spillere, der har spillet i 1. division, men ellers er det nye spillere i 2. division. 

- Jeg tror, at vi bliver nødt til at stå rigtig stærkt som et kollektiv for at slå dem. Vi skal virkelig stå sammen og kompakt i kæderne og stole på hinanden. Det skal en mandskabsindsats til, men det er vi også kendt for i Brabrand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I den seneste sæson klarede Brabrand skærene i 2. division, da Aarhus-klubben endte lige over stregen med fire point ned til Middelfart, der måtte tage billetten ned. 

Truong synes dog, at Brabrand står et godt sted inden sæsonstarten.

- Vi er en helt ny trup med mange nye ansigter i 2. division, og jeg ved, at klubben er sultne på at bevise sig i 2. division. Vi har arbejdet rigtig meget på, at formen skal blive skarp, og vi har fået integreret de nye spillere i forhold til vores værdier, så jeg synes, at vi står godt, så det bliver spændende, siger Quoc Minh Truong til bold.dk. 

Truong, der både kan spille kant og back, kom til Brabrand i sommeren 2021, og han har en fortid i AGF, Aarhus Fremad og VSK Aarhus.

Opgøret mellem Brabrand og Esbjerg fB bliver fløjtet i gang lørdag klokken 14 i Brabrand.

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.

Skriv kommentar

annonce
annonce
annonce
annonce
0