Brøndby har ophævet kontrakten med venstreback Patrick Da Silva, som i øjeblikket sidder ude med en korsbåndsskade. En beslutning, som sportsdirektør Troels Bech forklarer på følgende vis.
- Vi har længe været i dialog med Patrick Da Silva omkring hans fremtid i klubben. Patrick har gjort det klart, at han ønsker fast spilletid, når han vender tilbage fra sin skade, men det kan vi ikke garantere Patrick eller nogen anden spiller for den sags skyld, siger Bech til Brøndbys hjemmeside.
- Derfor ønsker Patrick at søge nye græsgange, hvor han sammen med en ny klub kan planlægge sit fremadrettede forløb og starte på en frisk. På den baggrund er vi blevet enige med Patrick om at ophæve kontrakten, så han i ro og mag kan finde sin nye klub, siger Troels Bech.
Hovedpersonen selv har følgende kommentar til bruddet.
- Jeg har et stort ønske om at spille fast, og tanken om at kæmpe mig tilbage fra en skade og så blot ende på bænken, er ikke motiverende for mig. Derfor er Troels og jeg blevet enige om at ophæve kontrakten. Jeg vil i den grad savne holdkammeraterne og dagligdagen i klubben, da fællesskabet er helt unikt, men denne beslutning er taget med hjernen og ikke hjertet, siger Patrick Da Silva
Patrick Da Silva havde kontraktudløb til sommer, men kontrakten er altså nu ophævet.



Brøndby IF
3F Superliga






























