Når Brøndby indleder forberedelserne til den nye sæson, er der to nye faste ansigter i Superliga-truppen.
Klubben meddeler således, at de to 18-årige talenter Christian Enemark og Casper Hauervig rykkes permanent op i Superliga-truppen.
Christian Enemark fik førsteholdsdebut i Brøndby allerede i sidste sæson og har ofte trænet med førsteholdet. Casper Hauervig har stadig sin førsteholdsdebut til gode, men har også trænet med førsteholdet tidligere.
- Både Christian og Casper er spillere, vi tror, går en rigtig god fremtid i møde. De er ærgerrige, hårdtarbejdende og har vist, at de vil være med på højeste niveau, siger sportsdirektør Troels Bech til Brøndbys hjemmeside.
- Sammen med trænerne i Brøndby Masterclass har de taget et stort ansvar for egen udvikling, og vi glæder os altid lidt ekstra, når tilføjelser til Superliga-truppen kommer fra egne rækker. Det er et cadeau til det gode arbejde, der hver dag bliver gjort Brøndby Masterclass, at vi nu har tre U19-spillere i Superliga-truppen, siger Bech.
Brøndby har nu fire keepere i Superliga-truppen - Frederik Rønnow, Benjamin Bellot, Viktor Anker og altså Casper Hauervig. Troels Bech åbner op for, at en af dem eventuelt kan lejes ud.


Brøndby IF
3F Superliga





















