Brøndby har onsdag fremlagt et underskud på 60,2 millioner kroner for de første ni måneder af 2019.
Af regnskabet fremgår det videre, at klubben skylder storaktionær Jan Bech Andersen i alt 52,3 millioner kroner eksklusiv renter.
Brøndby har desuden en gæld på 13 millioner kroner hos TBC Holding ApS, som er ejet af bestyrelsesmedlem Torben Bjørn Christensen.
Jan Bech Andersen har forpligtet sig i Brøndby frem til september 2020, og klubben har planlagt en emission i første kvartal af 2020.
- For at understøtte likviditetsberedskabet har Jan Bech Andersen ved støtteerklæring bekræftet, at - om nødvendigt – sikre tilstrækkelig likviditet til, at selskabet kan opretholde sit budgetterede aktivitetsniveau, skriver Brøndby.
- Den afgivne støtteerklæring er gældende frem til 15. september 2020. En eventuel tilførsel af likviditet vil ske som lån eller kapitalforhøjelse.
- Det er ledelsens vurdering at selskabets kapitalberedskab via den udmeldte emission planlagt i 1. kvartal 2020 samt forventningerne til selskabets økonomiske udvikling i 2020 er tilstrækkeligt.


Brøndby IF
3F Superliga
































