2021-09-07 06:30:00

Buus nyder udlandet: Ikke forventet den pakke

Jacob Buus fortæller om sit klubskifte til belgisk fodbold, hvor han er blevet positivt overrasket. Jeg havde ikke forventet den pakke, jeg har fået her, lyder det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Da Jacob Buus i sin tid blev kasseret i OB, led drømmen om et udlandsskifte et knæk.

Den energiske højreback genfandt dog melodien i FC Fredericia, hvorfra han i 2020 tog skridtet op til AC Horsens, og så gik det stærkt.

På et Horsens-mandskab, der ellers ikke præsterede ret godt og som bekendt endte med at rykke ud af 3F Superligaen, imponerende Jacob Buus særligt i det sidste halvår, og det medførte denne sommer, at han i en alder af 24 år fik drømmen om udlandsskiftet opfyldt.

Belgiske Waasland-Beveren, som i sidste sæson rykkede ud af den bedste række, købte danskeren fri, og hidtil er han meget positiv over skiftet og alt, hvad det har indebåret.

- Det har været en mega spændende oplevelse, for jeg havde aldrig prøvet at bo uden for Odense. Selvom jeg spillede i to jyske klubber, blev jeg boende der, så det var en ny ting at flytte rigtigt hjemmefra og komme til en ny by.

- Antwerpen er en sindssygt fed by, der har taget mig med storm. Det er en fantastisk by, så det har været rigtig spændende, og det har det også være med fodbolden. Jeg har jo prøvet at skifte klub et par gange, men ikke til en andet land.

- Der har været nogle sprogmæssige udfordringer, men ellers har det faktisk været meget det samme. Det har ikke været så svært at falde til på holdet, som jeg egentlig havde frygtet. Man snakker meget om, at når man kommer til udlandet, skal man være opmærksom på, at der kan komme et stort savn til det derhjemme, men det har jeg egentlig ikke rigtig oplevet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg synes, det har været sindssygt nemt at falde til, og jeg føler mig allerede virkelig godt tilpas, fortæller Jacob Buus til bold.dk.

Turbulent sommerferie

AC Horsens meldte allerede den 16. juni ud, at Jacob Buus var solgt til Waasland-Beveren, og hovedpersonen fortæller her om processen bag.

- Min agent ringede sidst i nedrykningsspillet, hvor vi var rykket ned, og fortalte, at der var noget interesse fra en klub i Belgien, men han kunne ikke rigtig gå mere ind i det. Jeg sagde bare, at det lød interessant, men at jeg egentlig bare gerne ville spille sæsonen færdig og så se det derfra.

- Da jeg var taget på ferie, lagde de et officielt bud, og jeg hørte mere om det og begyndte at snakke med min agent mere konkret. Det var godt nok en turbulent ferie, for det var frem og tilbage med forhandlinger. Lige så snart de virkelig kom på banen, og jeg snakkede med dem, kunne jeg mærke, at det var en klub, der ville mig helt vildt gerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg rigtig gerne ville prøve mig selv af i udlandet for at få nogle oplevelser som fodboldspiller, så jeg ville sindssygt gerne, at det faldt på plads, men der var lige en forhandlingsproces, som skulle overstås. Det lå uheldigvis lige midt i den sommerferie, min kæreste og jeg havde booket, så det var lidt en turbulent ferie, men det lykkedes heldigvis til sidst.

- Det var egentlig ganske gnidningsfrit, men når man ikke har prøvet det før, var det stadigvæk lidt nervepirrende, siger Jacob Buus.

Ivrig fordi det betød så meget

Fysisk var Jacob Buus på ferie med kæresten, men i hovedet fyldte det mulige klubskifte enormt meget.

- Jeg tror, min agent var lidt træt af mig til sidst, for jeg ringede til ham hele tiden og spurgte, hvordan det gik, men det var jo, fordi det betød sindssygt meget for mig. 

- Det er noget, jeg har knoklet for, lige siden jeg startede med at spille fodbold, og jeg tror også, udlandsskiftet er noget, der egentlig har ligget ret langt væk for mig, erkender Buus og tilføjer:

- Der er ingen tvivl om, at når man rykker til Fredericia efter ikke at have slået igennem i OB, så står udlandsskiftet ikke ligefrem først på dagsordenen. Så er der ligesom en masse andre ting, der skal tages hånd om først. Det har været en vild rejse, som er gået meget, meget stærkt.

Var du så overrasket over, at udlandsskiftet kom som en mulighed nu?

- Jeg var ikke overrasket efter det halvår, jeg spillede til sidst i Horsens. Jeg var ret sikker på, at der ville være interesse fra andre, men jeg havde ikke forventet, at jeg ville blive tilbudt den pakke, som jeg har fået hernede, siger Buus med henvisning til det sportslige, økonomiske og Antwerpen som by.

Arbejder kun med plan a

Jacob Buus er begejstret over, at han endte i Waasland-Beveren, men spørgsmålet er, om der var andre bejlere til højrebacken?

- Der var lidt fra Danmark, men skiftet var også meget, meget tidligt i transfervinduet. Det var nærmest før, at transfervinduet åbnede, at klubben her kom, og jeg sagde til min agent, at jeg allerhelst vil til udlandet.

- Egentlig havde jeg ikke noget behov for at skifte, for jeg havde det sindssygt godt i Horsens og under Jens Berthel Askou. Det var ikke, fordi jeg sad og pressede på og sagde, at nu skal jeg bare skifte klub, men det er klart, at man skal også smede, mens jernet er varmt, og jeg vidste godt, at jeg havde spillet en god halvsæson.

- Da jeg hørte, at klubben kom på banen, fortalte jeg min agent, at han skulle gøre alt for at få det til at ske, og så må vi tage den derfra, hvis det ikke skete. Jeg hørte ikke om så meget andet, men arbejdede heller ikke i det.

- Jeg tror, der måske var kommet andet, hvis det var, men jeg var egentlig ligeglad, for så snart jeg hørte om det her, var det virkelig det, jeg gerne ville. Jeg arbejder altid kun med en plan a, og så tager jeg den derfra, hvis det ikke går som forventet, siger Jacob Buus.

Han uddyber en smule og fortæller, at interessen var Danmark aldrig blev decideret interesse.

- Der var ikke nogen bud eller noget. Det var bare nogle, der sagde, at jeg så spændende ud, men det siger og hører man jo hele tiden. Det er ikke, hvad jeg vil kalde interesse, men måske nærmere en løs forespørgsel eller noget. Jeg har personligt ikke hørt fra nogen andre end Waasland-Beveren, fastslår Buus.

Største forskel er banerne

Jacob Buus har hidtil spillet tre ligakampe i den næstbedste række i Belgien, og langt hen ad vejen minder det en del om, hvad han har været vant til herhjemme.

Græstæpperne er dog i en helt anden liga, fortæller han.

- På nogle måder er det en lidt anderledes form for fodbold, og på andre måder minder det sindssygt meget om det, jeg har været vant til. Jeg synes, niveauet minder meget om nedrykningsspillet i Superligaen, som vi spillede i min sidste tid i AC Horsens.

- Den største forskel er helt klart banernes tilstand. I hvert fald lige nu er de langt, langt bedre hernede. Nu ved jeg ikke, hvordan de er om vinteren, men det virker, som om det er noget, der bliver gjort meget mere ud af, at banerne er gode. 

- Jeg kommer fra noget, hvor baner nærmest har været den sidste prioritet i en fodboldklub, mens hernede kommer der fire mænd løbende og hakker i banen, så den bliver god igen, lige så snart vi er færdige med træning. Banerne står bare snorlige hernede.

- Derfor kan fodbold spilles meget flydende, men der er stadig mange duelprægede kampe, så der er ikke den store forskel, fortæller Buus.

Forventningen at vi rykker op

Waasland-Beveren har gennemgået en stor forandring det seneste halve års tid, hvor en række nye spillere og et nyt trænerteam er kommet til.

Trods de mange ændringer ser Jacob Buus et stort potentiale og regner med, at holdet kan leve op til den altoverskyggende sæsonforventning; oprykning til Jupiler League.

- Der har været massiv udskiftning i de sidste to transfervinduer og især denne sommer, hvor der også er kommet ny træner ind. Men jeg synes, det er virkelig spændende med en masse potentiale, men det er også klart, at når så mange nye mennesker er blevet samlet på så kort tid, tager det lige lidt, før alle relationer sidder lige i skabet.

- Vi har seks point efter tre kampe, hvilket sådan set er okay, men så røg vi ud af pokalen i weekenden til et meget lavere rangerende hold, så det var en kæmpe skuffelse for alle. Men jeg synes, vi ellers ser gode ud, og vi skal nok ende i den gode ende, hvor vi spiller med om oprykning.

- Det er 100 procent målet at rykke direkte op igen. Det er der slet ikke blevet lagt skjul på, at det skal vi. Ejerne har meldt ud, at det er vores absolutte topprioritet, og det skal simpelthen lykkes. 

- Der er blevet investeret sindssygt mange penge fra ejerne i projektet, så de forventer oprykning, og det håber jeg så, at vi kan leve op til, siger Jacob Buus til bold.dk.

I første omgang har Buus indgået en toårig kontrakt med option på yderligere et år.

4 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce
annonce
0