Farcen omkring Antonio Cassano fortsætter. Den aldrende italiener blev for 14 dage siden præsenteret i Hellas Verona. Kort efter besluttede han sig for at indstille karrieren - men pludselig ville han fortsætte igen.
Nu meddeler den tidligere italienske landsholdsspiller, at han stopper i Verona. Det sker via hans kones Twitter-profil, efter at der i italiensk presse gik forlydender om, at han ville stoppe helt.
- Jeg har ikke tænkt mig at forlade fodbold. Jeg har bare ikke lyst til at fortsætte hos Hellas Verona. Fysisk har jeg det fint. Det har jeg vist i de 15 dage, men jeg er ikke mentalt klar til at fortsætte i denne klub, skriver Cassano i meddelelsen.
Hellas Verona bekræfter ligeledes, at Cassano stopper. Klubbens præsident Maurizio Setti udtaler sig i skarpe vendinger om angriberen.
- Den mand har ikke hovedet skruet ordentligt på, selvom han ser rigtig godt ud fysisk. Han forlader os, siger Setti ifølge det italienske medie ANSA.
- Professionelt kan man ikke beskylde ham for at gøre noget forkert. Men han kan tydeligvis ikke forblive rolig og afklaret i en gruppe og vil i stedet blive hjemme, siger præsidenten.
Antonio Cassano blev tidligere på året frosset ude i Sampdoria og gik fra januar og frem til juli uden klub. Han har hele tiden jagtet en kontrakt i en Serie A-klub, men skrev altså under med Verona, som rykkede ud af Serie A i sidste sæson.
Han har undervejs i forløbet afvist andre Serie B-klubber.



Verona
Serie B






























