Viborg meldte i dag ud, at rutinerede Christopher Poulsen forlader klubben til sommer, når han har kontraktudløb.
34-årige Poulsen forklarer, at beslutningen om at forlade Viborg har ligget i kortene i denne sæson.
- Det er meget naturligt qua min manglende spilletid og mere fremskredne fodboldalder. De første 10-11 kampe var jeg fast bestanddel af startelleveren, og det kørte rigtig godt. Jeg havde det godt i kroppen og spillede godt, siger Poulsen til bold.dk.
- Så fik jeg et formdyk, og der gik det lidt ned ad bakke. Jonas Thorsen tog over, og det gjorde og gør han satme godt. Det er jeg rigtig glad for, for han er en god dreng, og det har han fortjent. Derefter har det været svært for mig at komme tilbage på holdet.
- Det har faktisk været en god sæson alligevel. Jeg føler stadigvæk, at jeg har bidraget med det, jeg kunne, eksempelvis at sprede god energi, sørge for vi havde et godt træningsmiljø og en god harmoni i truppen.
Hvad fremtiden bringer for Poulsen, ved han ikke, men venstrebacken har mod på både fodbold og en civil karriere.
- Jeg har ikke gjort mig de store tanker endnu. Om det bliver i fodboldverdenen eller i det civile erhvervsliv, må vi se på. Det afskrækker mig på ingen måde at skulle forlade fodbolden, men det kunne jo være, man stadig kunne spille fodbold på et eller andet niveau.
- Det kunne godt være en fin overgang, og der er jo stadig en fodbolddreng inde i mig, der gerne vil spille, men nu må vi se, hvordan tingene flasker sig. Jeg er i gang med at afsøge nogle muligheder. Trænergerningen er da spændende, men det er ikke lige den vej, jeg har søgt lige nu og her.
Poulsen fokuserer nu fuldt ud på at slutte godt af med Viborg.
- Viborg betyder enormt meget for mig. Det er en fantastisk god klub, og jeg kommer til at savne mine holdkammerater. Jeg har været der af to omgange, og det har været fantastisk. Jeg ser tilbage på tiden med glæde, og det er vigtigt for mig at slutte godt af i klubben, lyder det fra Poulsen.
Christopher Poulsen har spillet 143 kampe for Viborg og har tidligere været i Silkeborg og FC Midtjylland.
bold@bold.dk


Viborg FF
3F Superliga





























