Den tidligere Viborg-anfører Christopher Poulsen, som af to gange samlet set har spillet næsten 150 kampe for klubben, stopper i klubben til sommer, når hans kontrakt udløber.
- Det har været stort for mig at bære den grønne trøje, og jeg kan kigge tilbage på mange gode oplevelser i klubben. Jeg er stolt over det, vi har opnået, og jeg glæder mig til at følge VFF i fremtiden, siger Poulsen til klubbens hjemmeside.
Direktør Morten Jensen takker Poulsen for indsatsen.
- Christopher har været en stor og vigtig spiller i Viborg FF over to omgange. Da han kom hertil som ung spiller i 2005, var han meget talentfuld og skabte senere en stor transfer til klubben og fik efterfølgende debut på A-landsholdet.
- I anden omgang blev han hentet ind som en leder, og har været en af de bærende kræfter på vores vej tilbage til Superligaen. Han skal have kæmpe tak for sin indsats i den grønne trøje, og vi ønsker ham alle al mulig held og lykke med fremtiden, siger Jensen.
Poulsen, der runder 35 år til september, har luftet tanken om at stoppe karrieren helt efter denne sæson.


Viborg FF
3F Superliga






























Denne artikel kan ikke kommenteres