Der har udspillet sig noget af et drama i Barcelona de sidste par uger.
Catalanerne har kæmpet med at få registreret sommerens to indkøb, Pau Victor og Dani Olmo, men det lykkedes ikke inden deadline.
Det kan få store konsekvenser for Barcelona, som risikerer at miste Olmo, der kostede over 400 millioner, ganske gratis.
Bold giver dig her et overblik over sagen.
Registreringsproblemer i sommer
Vi skruer tiden tilbage til i sommer.
Barcelona flirtede længe med Dani Olmo, og i starten af august lykkedes det for den spanske storklub at få en aftale i stand med RB Leipzig.
Dani Olmo blev købt for lidt mere end 400 millioner kroner. Et par uger inden var Pau Victor ligeledes blev købt. Barcelona gav dog kun omkring 18 millioner kroner for angriberen.
Kort efter startede de første juridiske problemer allerede. Barcelona kunne ikke registrere deres to nyindkøb med det samme.
Normalt bliver nye La Liga-spillere udstyret med et spillercertifikat, som gælder, indtil deres kontrakt udløber, men det kunne ikke lade sig gøre i disse tilfælde.
Barcelona kæmpede med at imødekomme det lønkrav, som der er i La Liga. Hvert hold har et maksimumbeløb, som man baserer på klubbernes omsætning, gæld og økonomiske tab, og det maksimumbeløb kunne Barcelona altså ikke holde sig under.
I stedet fandt man en alternativ løsning, som kunne lade sig gøre på grund af Andreas Christensen og Ronald Araujo.
Forsvarsspillerne blev nemlig ramt af alvorlige skader, og i La Liga kan det udnyttes.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hvis en spiller er skadet i mindst fire måneder, så må man allokere 80 procent af spillerens løn til at registrere andre spillere. Og det var altså det, man gjorde med både Olmo og Victor, som fik licens året ud.
Løsningen kom dog først på plads, efter Olmo havde misset to kampe.

Foto: Albert Gea/Reuters/Ritzau Scanpix
Same old problem
Registreringsfinten var dog kun en midlertidig løsning.
AC er på vej tilbage fra sin skade, og det samme er Ronald Araujo i øvrigt også. Det betyder, at den løn, som førhen blev allokeret til Olmo og Victor, ikke længere kan lade sig gøre.
Man står derfor i samme problem som i sommer.
Man kan ikke imødekomme lønkravet, og derfor er Olmo og Victor lige nu ikke spilbare.
Barcelona har ellers gjort flere ting for at imødekomme lønkravet. Klubben har blandt andet fået en ny sponsoraftale med Nike.
Men det var ikke nok, og der skulle findes en løsning inden 2024 blev til 2025.
I La Liga er der nemlig en regel om, at en spiller ikke kan spille på forskellige licenser i løbet af en sæson.
Derfor var det nødvendigt, at de nuværende licenser blev forlænget, inden man skulle ansøge om nye.

Foto: Vincent West/Reuters/Ritzau Scanpix
Rettens vej
Tiden gik, men Barcelona fandt stadig ikke en løsning.
Præsident Joan Laporta manede dog gentagende gange til ro. Han var sikker på, at en løsning ville blive fundet.
Man forsøgte blandt andet at gentage samme finte fra i sommer. Marc-Andre Ter Stegen er blevet langtidsskadet, og man vil derfor allokere noget af hans løn.
Den går dog heller ikke. Man har nemlig allerede gjort det med Wojciech Szczesny, der blev hentet ind som tyskerens erstatning.
Barcelona forsøgte også at gå rettens vej, fordi de mente, at de to spillere bliver nægtet at arbejde, men over to omgange blev de afvist.
Det satte gang i en ny plan.
Barcelona-præsident Laporta realiserede et salg af VIP-bokse på det nye Camp Nou til en samlet værdi af 100 millioner euro. Det svarer til omkring 746 millioner danske kroner.
Barcelona-lejren var overbevist om, at det økonomiske boost ville være nok til at sikre spillercertifikater til de to spillere, men det skulle først godkendes af La Liga.
Og det skulle det vel og mærke inden deadline.
Det lykkedes ikke. Nytårsaften skrev Barcelona ellers på sin hjemmeside, at de havde ansøgt om at få forlænget spillerlicenserne.
Kort efter gav La Liga et modsvar.
De skrev, at Barcelona ikke havde præsenteret et alternativ, som overholdt reglerne.
Det var dermed et faktum.
Barcelona nåede ikke at finde en løsning, inden timeglasset løb ud, og det kan vise sig at blive rigtig dyrt.

Foto: Violeta Santos Moura/Reuters/Ritzau Scanpix
Potentiel økonomisk katastrofe
Og hvorfor kan det så blive dyrt?
For det første er Dani Olmo og Pau Victor ikke længere spilbare, og reglerne siger altså, at de ikke kan blive det før næste sæson.
Derudover har Olmo en klausul i sin aftale, der gør, at han kan forlade klubben ganske gratis.
Det vil sige, at Barcelona kan miste en af sine profiler kvit og frit et halvt år efter, at de gav over 400 millioner kroner for ham.
Victor skulle ikke have samme klausul, og derfor er det mest sandsynlige scenarie, at han bliver udlejet.
Umiddelbart kan Barcelona-fans dog ånde lettet op. Olmo har angiveligt ikke tænkt sig at benytte sig af muligheden.
Hans agent, Andy Bara, har i hvert fald udtalt følgende til Fabrizio Romano.
- Beslutningen er, at Dani bliver i Barcelona. Vi overvejer ikke andre muligheder.
Barcelona har samtidig ikke opgivet håbet.
De tror fortsat på, at salget af VIP-boksene er nok, og at det vil blive godkendt, når samtlige dokumenter er blevet gennemgået.
Olmo og Victor kan i øvrigt heller ikke komme i spil i andre turneringer. Det kræver nemlig, at man er registreret i den hjemlige turnering, hvis man for eksempel skal spille Champions League.
Og for at gøre ondt værre. Ender Olmo med at skifte væk, så er Barcelona stadig tvunget til at betale hele hans løn, som han har ret til indtil sommeren 2030.

Foto: FC Barcelona
Pres på Laporta
Det store Barcelona-cirkus har naturligvis skabt mange overskrifter.
Det har samtidig sat præsident Laporta og resten af Barcelona-bestyrelsen under pres.
Victor Font, der i 2021 kæmpede mod Laporta om at blive præsident for klubben, er blandt andet kritisk.
- Resultatet er potentielt at miste en spiller, som vi for fire måneder siden købte for 55 millioner euro, og som vi nu kan ende med at se smutte på grund af en ledelse fuld af improvisationer og absolut mangel på professionalisme.
- Vi håber, at situationen med de to spillere kan blive løst, men vi betragter det som helt uacceptabelt, at toplederen for Barca agerer på den måde og giver sådan et billede udadtil.
- Derfor kræver vi, at bestyrelsen og præsident Joan Laporta umiddelbart fremlægger alle de nødvendige forklaringer på, hvilke handlinger de har foretaget, og hvad konsekvenserne bliver, har han udtalt.

Foto: Albert Gea/Reuters/Ritzau Scanpix
I spanske medier bliver der også skrevet, at Laporta risikerer at få et mistillidsvotum smidt i ansigtet.
Det kan i sidste ende munde ud i et præsidentvalg, som ellers efter planen først skal ske i 2026.
Barcelonas næste kamp er på lørdag, hvor de møder Barbastro i Copa del Rey.
Som det ser ud lige nu, så bliver det altså uden Olmo og Victor.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Barcelona
La Liga





































