Stående klapsalver, sang og blomster.
Der var det hele, da Viktor Claesson søndag sagde farvel til Parken og FC København.
Den svenske anfører kom tilmed på tavlen i 5-0-sejren over Randers og blev efterfølgende kåret til kampens spiller af fansene på stadion.
Det var derfor også en rørt svensk anfører, som efterfølgende forsøgte at sætte ord på afskeden.
- Jeg er overrasket over den kærlighed, jeg får. Det havde jeg ikke forventet, lød det fra Claesson, der kæmpede med at holde tårerne tilbage.
- Det betyder virkelig meget at få noget tilbage. Der er rigtig mange minder fra det her stadion og den her klub. Det er stort.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den 34-årige svensker scorede kampens første mål i et opgør, hvor FCK dominerede fra start til slut, og det var lige præcis sådan, at Claesson gerne ville takke af.
- Det var vel den bedste oplevelse, man kunne få, hvis man lægger sæsonen og det, der venter om lidt, til side. Vi vinder 5-0, jeg får scoret et mål, og vi spiller godt. Ser vi isoleret på det, så kunne det ikke blive bedre.
Men Viktor Claesson er alligevel ikke helt færdig endnu.
Tiden i FC København er blevet forlænget en smule med den kommende playoffkamp, der torsdag spilles på Brøndby Stadion.
Og selvom tårerne fik frit løb i Parken søndag, har svenskeren tænkt sig at give alt i sin sidste kamp.
- Vi havde planer om at blive i København resten af maj, så det er ikke noget stort problem for os (familien, red.), at min tid i FCK bliver forlænget med en lille uge.
- Det er et stort problem, hvis vi ikke kommer i Europa. Det går vi benhårdt efter.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere

FC København
3F Superliga




































