For under to år siden blev Jesper Cornelius hentet fra Danmarksserien til Hobro og skrev således sin første professionelle kontrakt i en alder i af 22 år.
Siden er det gået stærkt for den nu 24-årige angriber.
Den 12. januar i år skiftede Cornelius tilværelsen i Lyngby Boldklub ud med IK Start og Eliteserien, og han er ikke bleg for at indrømme, at det har været vildt.
Det fortæller han i et interview med Bold.
- Det er under to år siden, at jeg skrev min første kontrakt med Hobro. Jeg har fået nogle fantastiske oplevelser den seneste tid, og nu tager jeg hul på et eventyr i Norge, og det er jo helt vildt.
- Jeg får næsten kuldegysninger nu, hvor jeg sidder og snakker om det, for det var min vildeste drøm for bare to år siden, og nu står jeg i det og oplever det.
- Det gør, at jeg nyder det ekstra meget, fordi jeg har prøvet at stå på den anden side og kigge ind på den verden, som jeg nu er en del af, siger Cornelius.
Opholdene i både Hobro og Lyngby blev af kort varighed for angriberen.
Artiklen fortsætter efter billedet

I februar 2025 skiftede han nemlig Hobro ud med det nordsjællandske, og det lå bestemt ikke i kortene, at han allerede skulle videre igen i dette transfervindue.
Faktisk var Jesper Cornelius ugen forinden startet i praktik i Sparekassen Danmark, der er en af Lyngby Boldklubs partnere.
- Jeg læser en online finansøkonom ved siden af fodbolden, og på sidste semester skal man i praktik. Det lå ikke i kortene, at der skulle ske noget med mig denne vinter, så jeg havde været i kontakt med Lyngbys sponsorer for at høre, om jeg kunne komme i praktik ved nogen af dem.
- Jeg gad nemlig godt komme ud og prøve at arbejde med noget mere håndgribeligt i den virkelige verden, da meget af studiet er online. Så jeg fik en plads i Sparekassen Danmark, hvor jeg kun nåede at være i lidt over en uge, men jeg var virkelig glad for det.
- Det var dejligt at bruge sit hoved til andet end bare at heade til en bold. Så det var da uventet, at jeg skulle til Norge, men jeg er i gang med at undersøge mulighederne for en løsning. Der er nogle muligheder for folk, der læser uddannelsen og bor i udlandet. Jeg vil nemlig meget gerne gøre den færdig, fortæller Cornelius.
Stolt bankdirektør
Livet efter fodbold har altid ligget i baghovedet for Cornelius. Det har nemlig ikke været en fjern fremtid i midten eller slutningen af 30'erne.
Han har ikke vidst, siden han var 13 år gammel, at fodbolden skulle være hans levevej.
Som 22-årig spillede Cornelius for Vorup FB i Danmarksserien, og derfor var det eneste rigtige at tage en uddannelse, ligesom de fleste andre på hans alder, fortæller angriberen.
- Fodbolden har jo været andenprioriteten for mig i mange år, og pludselig blev det så min førsteprioritet, da jeg blev professionel. Jeg sagde også til Sparekassen Danmark, at der jo altid var en mulighed for, at jeg skiftede, men at det krævede det rigtige tilbud.
- Jeg var også glad for den mulighed, som jeg havde i Lyngby, hvor jeg kunne spille fodbold, mens jeg var i praktik. Vi havde fået bygget et godt og fleksibelt forløb op, så der var plads til begge dele.
- De tog det heldigvis pænt i Sparekassen, at jeg skiftede til Start. Jeg har forhåbentligt ikke brændt nogen broer, men jeg forstår da godt, hvis de havde håbet på et lidt længere ophold, siger Cornelius med et smil.
Den nyslåede IK Start-spiller skal dog ikke frygte at være røget i unåde hos Sparekassen Danmark.

For præcis som Cornelius selv, var de glade for praktikopholdet - også selv om det var kort. Det fortæller Jacob Cruse, der er afdelingsdirektør i Lyngby i Sparekassen Danmark.
- Han har på ingen måde brændt nogen broer, siger Cruse med et stort grin til Bold og fortsætter:
- Vi er bare glade på hans vegne, og jeg har sagt til Jesper, at han altid kan række ud, hvis han vil have hjælp eller sparring til noget. Vi vil også gerne hjælpe, hvis han forsøger at lave noget fjernpraktik.
- Vi er jo også bare super glade for samarbejdet med Lyngby Boldklub, som virkelig er godt og giver nogle fede muligheder for begge parter, ligesom det har gjort her med Jesper.
- Vi havde talt om, inden han startede, at man aldrig ved i fodboldens verden, selv om der ikke var noget konkret i gære på daværende tidspunkt. Vi vil gerne efterlade et godt indtryk hos ham, for han er en fantastisk fyr, siger Jacob Cruse, afdelingsdirektør i Lyngby i Sparekassen Danmark.
Omvæltninger i Norge
Bankdirektøren nåede trods det korte samarbejde med Jesper Cornelius at hæfte sig ved den 24-årige randrusianernes menneskelige kvaliteter:
- Nu nåede han ikke at være hos os så længe, men vi nåede utroligt meget på kort tid, og det var en stor fornøjelse at se ham på en anden måde. På en måde, hvor han bare er Jesper og ikke fodboldspilleren Jesper.
- Han tager jo et skridt opad stigen og skal spille i den bedste række i Norge. Det er så fedt for ham. Han besidder mange faglige og menneskelige kvaliteter, som er gode i alle brancher, ikke kun finans eller fodbold, siger Jacob Cruse.
Netop det menneskelige aspekt og udfordringerne i at drage ud for landets grænser er noget af det, som Cornelius glæder sig til.
- Det er heldigvis ikke så langt væk, men det er udlandet, og der er mange ting og omvæltninger i det. Der er også et nyt sprog, selv om norsk læner sig op af dansk. Jeg har ikke været her så længe, men det er allerede en vildt fed oplevelse, fortæller han.

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om at de sportslige perspektiver og udsigten til at møde holdene i landets bedste række også fylder meget for angriberen:
- Det er helt bestemt fedt. Man vil jo gerne matches i den bedste række. Sæsonen fungerer på en anden måde heroppe, så jeg kommer ind fra sæsonstart, og jeg glæder mig helt vildt til at prøve, hvad det kan heroppe i Norge, siger Cornelius, der er meget taknemmelig for tiden i Lyngby:
- Det var ikke et langt ophold, men det var virkelig godt. Jeg var meget glad for at være i Lyngby, hvor jeg på det personlige plan mødte en masse fantastiske mennesker.
- På mit personlige, sportslige niveau har det ikke været, som jeg ønskede det, men jeg er blevet mødt af virkelig meget tillid i klubben. Det har været en dejlig tid.
- Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan bygge nogle flere mål på her i Norge, men det kan også være et springbræt til enten noget større, eller jeg kan være med til at etablere klubben i den bedste række, afslutter angriberen.
24-årige Jesper Cornelius scorede fire mål i 34 kampe for Lyngby. Hans kontrakt med Start løber til udgangen af 2028.

Lyngby Boldklub
Start
Norge Eliteserien


































