Der har længe været efterspørgsel blandt de største klubber i Italien om at lave en strukturændring af de italienske divisioner, så holdene i Serie A blandt andet kan prøve unge og uprøvede spillere af på lavere niveau.
Nu bekræfter det italienske fodboldforbunds kommisær, Alessandro Costacurta, at Serie A-klubberne fra næste sæson får lov til at registrere et B-hold i Lega Pro, som er landets tredjebedste række.
- Serie A klubber kan lave en forespørgsel på at registrere deres 2. hold i Lega Pro, siger Costacurta ifølge Football Italia.
- Hvert Serie A-hold, der laver en forespørgsel, får mulighed for at registrere sig i ligaen, og de hold kommer til at tage pladserne fra holdene i Lega Pro, som mister licensen.
Costacurta fortæller ydermere, at idéen med omstruktureringen primært hænger sammen med en større satsning på talentudvikling
- B-holdene (Serie A-klubbernes 2. hold, red.) vil være sammensat af u21-spillere. Hver klub har mulighed for at præsentere to spillere, der er under 23 år, siger Alessandro Costacurta.
Som aktiv fodboldspiller nåede Costacurta mere end 400 ligakampe for AC Milan samt 59 optrædener på det italienske landshold.


Serie A
Italien






























