Da Mourinho ville have Rasmus fra Brande

Rasmus Nissen har prøvet lidt af hvert i løbet af karrieren. 

Mesterskaber i Danmark, Holland og Østrig. Kampe Premier League, Serie A og den tyske Bundesliga. 

Nu er den danske landsholdsprofil aktuel med bogen Overlevelse, hvor han åbent og ærligt giver et indblik i livet som fodboldspiller. 

Nedenfor kan du læse et udsnit af bogen.

Mourinho i indbakken: Højbjerg hjalp NK til Roma

Det startede med en sms. I forbindelse med en landskamp på udebane mod Slovenien i juni 2023. Det var kun få uger efter nedrykningen med Leeds, og jeg var med som marginalspiller til den samling. Ti minutter fik jeg i kampen mod Nordirland den 16. juni, og mod Slovenien tre dage senere sad jeg på bænken i alle 90 minutter.

Der var trods mit tungsind i de dage sommerferiestemning efter 1-1 på udebane mod Slovenien. Jeg sad med en øl i hånden i omklædningsrummet i mit uplettede træningssæt og kunne for en stund overgive mig til momentet.

Fra den anden ende af lokalet så jeg Pierre-Emile Højbjerg gå målrettet mod mig. Han havde sin telefon i hånden, og det lod det til, at der var noget på den, han skulle vise mig.

- Pierre, sorry to disturb you after a match. Rasmus Kristensen. I analyzed him quite a lot, but I want your opinion. Thanks a lot. Good holiday.

Jeg var forvirret. Indtil jeg så, hvem afsenderen af beskeden var. Øverst stod der José Mourinho (coach).

Så var jeg fuldstændig rundtosset. Min puls steg mærkbart.

Hvad foregår der, tænkte jeg. Mere hærdet er jeg ikke af den her fodboldverden. José Mourinho holder øje med mig. Har analyseret mig. Er interesseret i MIG! Hvis I ikke har fattet det endnu, så er jeg stadig bare Rasmus fra Brande.

Efter nedrykningen med Leeds havde jeg dårligt nået at overveje, hvor min fodboldfremtid skulle ligge. Det samme havde jeg fortalt til Kasper Hjulmand, da han og jeg havde haft en samtale i forbindelse med landsholdssamlingen.

Hjulmand havde mellem linjerne sagt, at hvis jeg skulle spille på landsholdet, skulle min hverdag foregå på øverste hylde. Et pres, jeg ikke lige havde brug for at føle i så udsat en situation. Men lige pludselig lod det til, at José Mourinho var klar til at hente mig til Serie A og en kæmpe klub som AS Roma.

Pierre spurgte mig, hvad han skulle skrive.

Bare vær ærlig, sagde jeg til ham.

En halv time senere sad jeg i spillerbussen klar til at forlade stadionet i Ljubljana, da jeg modtog et screenshot af den besked, Pierre havde sendt til Mourinho.

Ciao coach, for you anytime. I love his personality and energy. Still has to learn the European international game. But he is a man and actually a good football player. You will like him, but he needs a little guidance and confidence in the beginning, then he will be a warrior forever. Big hug. Thanks a lot. See you in Singapore, have a good holiday.

Pierre, mand. Jeg kunne ikke have bedt ham om et bedre svar.

Hans besked til Mourinho var sendt med integritet og troværdighed. Jeg kiggede ned gennem bussen til ham og samlede hænderne i tak.

Dagen efter kl. 11.10 sendte jeg korrespondancen mellem Mourinho og Pierre til Ivan. Der gik ikke ét minut, før han svarede med et billede. Han stod på et træningsanlæg. Med Romas logo bag sig. Ivan havde allerede brygget på det her i noget tid.

En uge senere sad jeg på Stillers Coffee i Aarhus. Jeg ventede et opkald fra et nummer, jeg for nylig havde indkodet i min telefonbog. Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle i detaljer, hvad vi snakkede om, men det var, som om jeg, i det øjeblik telefonen ringede, og der stod José Mourinho på displayet, fuldstændig mistede evnen til at koncentrere mig. 

Han sagde noget med, at jeg med mine kvaliteter ville passe godt til holdets spillestil. Mere end det kan jeg dårligt gengive. At universet havde forenet Mourinhos livsbane med min var uvirkeligt. At høre hans stemme gennem min telefon var aparte. Og at den talte til mig var bizart. Det var i den metatilstand, jeg befandt mig gennem hele vores samtale.

Mourinho er en af de største personligheder i international fodbold. Han har vundet alt. En levende legende. Det føltes, som første gang jeg mødte Mohamed Zidan.

Tre måneder efter min lejeaftale var på plads, var vi i gang med et træningsspil til to mål. En af de italienske stamspillere på holdet løb ned mod mig for at tage imod en aflevering. I stedet spillede jeg den op ad linjen. En vellykket pasning. Idet jeg gjorde det, svinede han mig til. På italiensk. Jeg anede ikke, hvad han sagde, men hans tone og kropssprog efterlod ingen plads til fortolkninger.

Han slog opgivende og slattent ud med sine arme, samtidig med at han rullede øjne af mig. Det er noget af det mest provokerende, jeg ved, og lige den dag fik jeg nok.

Forud var gået tre af de hårdeste måneder i mit fodboldliv. At spille for AS Roma, for de fans og i den atmosfære, vi havde på holdet, var et kulturchok. Selv for en som mig, der kom fra Premier League.

Jeg spillede godt i pre-season og havde, med nogle gode præstationer og med mit udtryk, sat mig i respekt. Jeg startede inde i den første Serie A-kamp mod Salernitana, et formodet bundhold, hvor vi spillede 2-2.

Det efterfølgende opgør tabte vi 2-1 til Verona. Jeg blev taget ud i pausen. Allerede på dette tidlige tidspunkt begyndte folk primært at koncentrere sig om ikke at se dumme ud. Alle mand for sig selv.

“Det skal bare ikke være mig, der begår en fucking fejl,” var det, som om vi alle rendte rundt og signalerede.

Der var vanvittig hård kritik internt på holdet. Hårdere end noget, jeg nogensinde har prøvet før. Afregning ved kasse 1 skulle jeg til at sige, men der var afregning, inden du overhovedet var trådt ind i køen. Pludselig stod der en holdkammerat, der skreg dig ind i hovedet, fordi du begik en banal fejl. Og når man gjorde noget godt, fik man aldrig en rosende bemærkning.

Jeg er vokset op med, at de bredeste skuldre også bærer det største ansvar. Ja, selvfølgelig blev der også talt hårdt i FCM, Ajax, Salzburg og Leeds, men der kunne folk i toppen af hierarkiet sagtens se indad. Indrømme fejl. I Roma var der ingen, som gjorde indrømmelser. Folk slog ud med armene, når der blev scoret et mål. Skyndte sig at pege på de andre.

Sæsonen var stadig ung, da vores måde at kommunikere på over for hinanden på træningsbanen og til kampe blev italesat på et spillermøde. Jeg åbnede ikke selv munden, men Chris Smalling og Tammy Abraham forsøgte at argumentere for en mere positiv omgangstone. Det havde latinerne intet tilovers for.

“Skal vi rose hinanden for noget, vi skal kunne, eller hvad?”

Det var deres holdning til tingene.

José Mourinho var benhård i den situation. Han ville se, hvem der bedst kunne klare sig. De problemer måtte vi selv løse.

Mourinho var heller ikke bleg for at bidrage til den fejlfinderkultur, som var udbredt på holdet. Og ingen gik ram forbi.

I forbindelse med et videomøde efter et 2-0-nederlag til Bologna på udebane satte han en ring rundt om Lorenzo Pellegrini, romanista ind til benet, anfører, med over 200 kampe for klubben.

- Han kommer aldrig til at spille for det her hold igen, sagde Mourinho nærmest helt Godfather-agtigt, som om han havde tænkt sig at gøre mere end bare at sætte ham af holdet.

Det var i øvrigt i samme kamp, at Mourinho skiftede Renato Sanches ind i pausen for så at tage ham ud igen 18 minutter senere. Fordi han ikke spillede med den intensitet, træneren ønskede.

Sanches er en tidligere Golden Boy-vinder. En af Mourinhos landsmænd. Han er The ice cold one, Mou.

Modsat var det fede med Mourinho, at man altid kunne komme tilbage i varmen, hvis man gjorde en simpel ting: arbejdede benhårdt. Det er det, jeg kan. Uanset hvor presset jeg har følt mig. Uanset hvor meget min kærlighed til fodbold var falmet, så stod jeg klar til træning hver dag.

Efter en kamp kort inden Mourinho blev fyret, spillede jeg pladsen som højre centerback i en treback-kæde. Vi spillede mod Atalanta, og vi dominerede dem. Vi burde have vundet med tre eller fire mål, men spillede i stedet 1-1. Efterfølgende tog han mig til side.

- You will always be my warrior, sagde han til mig.

En kriger var det, jeg blev nødt til at være. Også selvom jeg følte, jeg gradvis blev nedbrudt i løbet af den sæson. Når jeg nu kun blev rost én gang mens jeg var der, var jeg glad for, at det var sådan, Mourinho leverede det.

Jeg havde set, hvordan en anden ny spiller var blevet flået fra hinanden til hver eneste træning af nogle af vores holdkammerater. Så da den italienske profil på holdet slog ud med armene og rullede øjne af mig, da jeg ikke spillede ham, fik jeg nok.

Jeg angreb ham med al dens trods, jeg havde opsparet, og tog hårdt fat i hans krave.

- Hvis du har et fucking problem, så må vi jo ordne det, skreg jeg ham ind i fjæset. Vi stod horn mod horn i få sekunder, før nogle af de andre gik imellem os.

Og sådan gik det til, at jeg ikke længere konstant skulle høre på italienske skældsord fra ham.