Nyopstartede Hartford Athletic havde fra starten af 2019 seks danskere i klubben - inklusiv cheftræner Jimmy Nielsen, men efterhånden er kolonien svundet ind til en enkelt.
Først tog stopperen Nikolaj Lyngø hjem til Jammerbugt i juli, og siden skiftede keeper Frederik Due til Orange County mod Jimmy Nielsens vilje.
Læs mere om det og Jimmy Nielsens eget brud med Hartford før tid her.
Forleden meddelte midtbanespilleren Philip Rasmussen over for bold.dk, at han ikke havde lyst til at fortsætte i Hartford, og den 28-årige kantspilleren Sebastian Dalgaard følger trop.
- De ville egentligt gerne udnytte min option, men budgettet var ikke helt til det, fik jeg at vide, siger Dalgaard til bold.dk.
Havde du selv haft lyst til at forlænge?
- Narh. Altså området er superlækkert, og der er kort til både New York og Boston, så jeg ville på den ene side gerne være blevet.
- Men på den anden side var der en masse problemer med ejeren af klubben. Han var meget dominerende, og han hentede en technical advisor ind, som... også var lidt speciel.
- Nogle ting kommer jeg til at savne, og om andre ting tænker jeg 'Det bliver sgu fint at komme væk fra det', siger Dalgaard.
Dalgaard havde med fem mål og tre assists personligt en fin sæson og var en bærende profil i en udfordrende debutsæson for Hartford.
- Det var en svær start for hele holdet med de otte udekampe i træk (Hartfords stadion var ikke klar, red.) og vores selvtillid fik et stort slag til at starte med.
- Men vi kom okay efter det, og vi sluttede jo af med at slå et par af topholdene i rækken, så generelt var det okay.
Nærmer sig Superliga-niveau
MLS er det bedste niveau i USA, men der er begrænset plads til udlændinge i ligaen, og Dalgaard er efter fire år i USA mere end frisk på at blive i USL, der har udviklet sig meget - hvis altså ikke den gyldne MLS-mulighed dukker op.
- Det har ændret sig helt vildt, siden jeg kom herover for fem år siden. Tilskuersnittet er vokset og er vel efterhånden tæt på det i Superligaen (USL: 4.500, Superligaen: 6.700, red.) , og niveauet er også blevet meget bedre.
- Vi er i hvert fald tættere på Superligaen end 1. division, vil jeg mene. Især når man kigger på de bedste spillere herovre. Det er selvfølgelig lidt op og ned i en liga med 36 hold, men de bedste hold er i hvert fald på Superliga-niveau, siger Dalgaard og tilføjer:
- Lige nu er min fokus på at finde en klub i USA, men det skal være det rigtige. Jeg har prøvet tre forskellige klubber herovre, og jeg synes, tiden er inde til at prøve en af de lidt mere prominente klubber og forhåbentligt skrive en toårig kontrakt eller noget i den stil, hvis det ellers er et lækkert sted at bo.
Dialog med store klubber
Dalgaard har allerede været i dialog med flere klubber.
- Det er ikke blevet konkret endnu, men der har været lidt interesse fra Louisville og nogle andre af de lidt større klubber, men indtil videre er der ikke faldet noget af, siger Dalgaard.
Det tidligere OB-talent Mads Jørgensen er den sidste tilbageværende dansker i Hartford, der udnyttede en option og forlængede midtbanespillerens kontrakt med et år.




































