International -Daniel Wass: Min ankel skal bruge en pause
2016-10-03 06:30:01
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images

Daniel Wass: Min ankel skal bruge en pause

Celta Vigos Daniel Wass forklarer, at det er problemer med anklen, som holder ham ude af de kommende kvalkampe for Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

DBU meldte lørdag ud, at Celta Vigos Daniel Wass døjer med skadesproblemer og derfor har meldt afbud til Danmarks kommende kampe mod Polen og Montenegro.

Wass var dog i stand til at spille i Celta Vigos kamp mod Barcelona søndag aften, hvor han spillede en stor kamp i sejren på 4-3, inden han blev skiftet ud med knap ti minutter tilbage af kampen.

Daniel Wass forklarer, at det er vedvarende problemer med anklen, som forhindrer ham i at kunne præstere på 100 procent, og han derfor har set sig nødsaget til at melde fra.

- Jeg har meldt afbud, da min ankel ikke har det godt. Jeg har problemer med nogle ledbånd og har spillet med smerter i noget tid, og nu er det ikke holdbart længere, siger Wass til bold.dk.

Daniel Wass har talt med landstræner Åge Hareide om situationen og forklarer, at de i fællesskab blev enige om beslutningen.

- Jeg ringede selv til Åge Hareide og tog en snak med ham om det. Det er bedst, at han ved, hvor jeg står, og at jeg ikke møder op i landsholdslejren og ikke kan træne fuldt med, men spiller på smerter og kun føler mig 80 procent klar til to så vigtige kampe.

- Åge og jeg er enige om, at det er bedst for ham, for mig og for holdet, at der i stedet kommer en spiller med, som er på 100 procent. Jeg skal ikke tage til landsholdssamling, når jeg ikke føler mig helt fit, det er hverken holdbart for mig eller for holdet.

Wass har forståelse for, hvis forløbet udefra har set besynderligt ud.

- Jeg kan godt forstå, det ser mærkeligt ud udefra, når folk har fået den opfattelse, at jeg er for skadet til overhovedet at kunne spille.

- Jeg kan godt spille, men ikke på 100 procent og ikke uden smerter, og derfor er det bedst for alle parter, at min ankel får to uger med ro nu, så jeg forhåbentlig kan komme mig helt over problemerne, så jeg kan komme tilbage på mit højeste niveau og fremover kan præstere maksimalt både for Celta og for landsholdet, siger Wass til bold.dk.

27-årige Wass står noteret for 15 A-landskampe.

mikkel@bold.dk

Annonce
Annonce

27 kommentarer

Se kommentarer
Annonce