Den danske offensivspiller Karim El-Khatib tog skridtet fra de danske serierækker og Husum til den bedste færøske række og Tvøroyrar Bóltfelag (TB) i sommeren 2021.
Nu venter der et nyt eventyr for 19-årige El-Khatib.
Han siger nemlig til bold.dk, at han har skrevet kontrakt med den maltesiske klub Fgura United i den næstbedste række.
Offensivspilleren fortæller, at han selv kontaktede klubben og imponerede under prøvetræningen.
- Senest spillede jeg for TB på Færøerne, og det gjorde jeg ved, at jeg ringede til klubber og spurgte, om jeg måtte komme til prøvetræning eller noget i den stil. Det virkede på Færøerne, og jeg tænkte, at jeg kunne prøve det igen. Jeg ringede til flere klubber her i Malta, og så var der endelig en, der svarede og sagde, at jeg kunne komme. Allerede efter en uge ville de meget gerne have mig. De kunne se, at der var mål i mig, og de vil meget gerne se mig på førsteholdet og se, hvad jeg kan, siger Karim El-Khatib til bold.dk.
Danskeren er meget imponeret over forholdene i den maltesiske klub.
- I forhold til niveauet er TB næsten det samme. Den færøske og maltesiske liga minder meget om hinanden, men klubben er meget professionel. Den har både givet mig lejlighed og bil, selvom jeg ikke har kørekort. Der er mad fem gange om ugen, så de er meget professionelle, ikke noget der.
Vejrmæssigt ændrer det sig også en del for El-Khatib, da han er rejst sydpå.
- Det er noget helt andet. Vejret har ændret sig meget fra Færøerne til Malta og banerne og det hele. Det er meget anderledes end i Færøerne, men man bliver nødt til at tilpasse sig, siger Karim El-Khatib til bold.dk.
El-Khatib nåede at få i alt otte kampe for Tvøroyrar Bóltfelag (fem i den bedste række og tre i den næstbedste).
Den maltesiske klub Fgura United har vundet de to første opgør i den næstbedste række Challenge League og topper rækken med seks point og en målscore på 10-0.
Karim El-Khatib fortæller, at han har skrevet en kontrakt, der løber frem til sommer. Han har dog aftalt med klubben, at han kan skifte i vinterens transfervindue, hvis der opstår noget.



1. Division
































