Superettan -Dansk topscorer i Superettan: Kommet mere fokus
Foto: Zainu Color/Unsplash
2026-05-19 16:10:00
Foto: Zainu Color/Unsplash

Dansk topscorer i Superettan: Kommet mere fokus

Christian Wagner har fået en drømmestart på tilværelsen i Superettan, hvor han i skrivende stund er delt topscorer. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Superettan - 9. runde

søndag 24. maj

SAN

vs

LAN

Ved årsskiftet tog Christian Wagner turen fra Thisted FC til den næstbedste svenske række, hvor Sandvikens IF satte kløerne i den 23-årige dansker. 

Det tidligere AaB-talent måtte herefter vente flere måneder på, at Superettan blev sparket i gang, men herefter har det for alvor taget fart. 

Efter otte spillerunder er Christian Wagner således delt topscorer i rækken med seks fuldtræffere. 

Selv havde han regnet med en noget længere tilvænningsperiode, fortæller han i et interview med Bold.

- Det plejer jo at være ret normalt, at man lige skal vænne sig til det. Men man må jo bare sige, at det er gået rigtig godt allerede fra start. 

- Det første mål kom allerede i pokalen mod GAIS, og så har jeg siden scoret i mange af træningskampene, hvorefter jeg har taget det med ind i turneringen. 

- Så det har været fedt. Det har bare været en rigtig god start, fortæller den 23-årige angriber.

Hvorfor tror du selv, at starten har været så god? 

- Først og fremmest er det bare en god trup med nogle gode drenge. Jeg har været hurtig til at falde til og lære en masse nye mennesker at kende. 

- Det hele har været relativt nemt. Træneren er også rigtig glad for mig og giver mig en masse tillid, hvilket også er rigtig vigtigt. 

- Så jeg er bare glad for, at jeg har betalt tilbage med nogle mål, siger topscoreren.

Kæmpe klubber
Christian Wagner nåede at få netmaskerne til at blafre 17 gange i 33 optrædener for Thisted og var i efteråret delt topscorer i 2. division.

Ifølge angriberen er der dog en verden til forskel på Danmarks tredjebedste række og Superettan.

- I 2. division er det jo meget fight og dårlige græsbaner. Jeg spillede jo senest for Thisted, og de har måske ikke spillet det mest polerede fodbold. 

- Så jeg har været vant til lange bolde, lavt pres og kontraangreb. Heroppe er det nærmest det modsatte. Vi spiller med meget intensitet og pres. Jeg mener, at vi er det hold i rækken, som har bolden mest. 

- Så vi spiller sindssygt meget fodbold, og det har jeg ikke været vant til. Så det er en af de største forskelle. 

- Der er selvfølgelig også nogle kæmpe klubber i rækken. Norrköping er jo en gammel kæmpeklub og Helsingborg, som har flere tusinde tilskuere på lægterne. 

Mere opmærksomhed
Med flotte præstationer og mål plejer at opmærksomhed at følge, og det har også været tilfældet for Christian Wagner.

Han har således stillet op til flere interviews, end han tidligere har været vant til i karrieren.

- Det er jo klart, at der kommer lidt mere opmærksomhed, når man scorer mål. 

- Nu var jeg også nomineret til månedens spiller i april, så der kommer lidt mere fokus. Lige nu forsøger jeg bare at nyde det så meget, som jeg nu kan, siger han.

Christian Wagner har allerede været vidt omkring i løbet af sine forholdsvis korte karriere.

AaB, Viborg, Moss, AB og Thisted har således alle haft danskeren på lønningslisten.

Planen er da også, at der skal gå lidt tid, før han atter kan skrive en ny klub på CV'et, selvom han ikke udelukker et lynexit fra den svenske klub. 

- Det er jo oftest ude af mine hænder. Der skal jo både være en klub, der vil købe mig, og det er Sandvikens, der skal være med på en pris. 

- Så det er lidt svært for mig at sige, men jeg har selvfølgelig ambitioner. Jeg drømmer selvfølgelig også om at spille på så højt et niveau, som overhovedet muligt. 

- Jeg er glad for at være her, så det må vi bare tage til den tid. Det er svært at svare på, fortæller han til Bold.

Sandvikens IF indtager i skrivende stund næstsidstepladsen i Superettan med seks point efter otte spillerunder.

Artiklen fortsætter efter indholdet

Superettan - 9. runde

søndag 24. maj

SAN

vs

LAN

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce