Mohamed Daramy føler sig dansk, men hans forældre er fra Sierra Leone. Det er med til at gøre det svært for Daramy at få dansk statsborgerskab.
Nu skriver tipsbladet.dk, at FCK-spilleren risikerer at skulle vente med det danske statsborgerskab i over et år.
Han fortæller til mediet, at det er en drøm for ham at spille på det danske landshold, og hver gang landskampspauserne går i gang, ærgrer han sig over, at det ikke er ham, der skal af sted i landsholdstjeneste.
- Det er svært for mig at se mine jævnaldrende holdkammerater tage af sted med de forskellige landshold, mens jeg må blive tilbage og træne i klubben.
- Jeg håber, at det går i orden, så jeg får muligheden for at jagte drømmen om at spille for Danmark.
- Det vil være kæmpestort for mig, min familie og en masse andre mennesker, der har støttet mig på vejen.
Ifølge mediet har det manglende danske statsborgerskab også betydning, når FCK spiller europæiske kampe. Han fik eksempelvis ikke visum i sommer, da FCK mødte The New Saints i Wales i Champions League-kvalifikationen.
FCK skriver til tipsbladet.dk, at de ikke vil udtale sig om detaljerne i sagen, da det er en privat sag mellem familien Daramy og det offentlige.
17-årige Mohamed Daramy har spillet 29 kampe for FCK.



FC København
Danmark






























