




David Nielsens AC Horsens så ud til at være i kontrol, da de fredag mødte HB Køge i Danmarks næstbedste række.
Frem til det 75. minut var det jyske hjemmehold sågar foran, men så vendte det hele, og sjællænderne vandt 3-2.
Cheftræner for AC Horsens, David Nielsen, var klar i spyttet, da han snakkede med Viaplay efter opgøret, og han tog også ansvaret.
- Vi er nødt til at spille fodboldkampene med lidt glæde, hvor vi nyder det. Det gør vi ikke, og det er 100 procent på mig.
- Det her niveau er ikke godt nok til at rykke op, lød det således.
David Nielsen var dog glad for det, som han så i kampens begyndelse.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi starter rigtig godt med kontrol, men vi stopper med at tage chancer og risici, når vi er foran, og det gør, at der kommer en stor forskel på, hvordan vi ser ud.
- Vi stopper fuldstændig med at spille, da vi kommer foran.
Cheftræneren lagde især fokus på, at AC Horsens flere gange har tabt føringer i løbet af sæsonen.
- Selvfølgelig er det bekymrende. Præstationerne har været rigtig gode, men det var alt for dårligt, efter at vi kom foran 2-1. Nu er vi et sted, hvor vi skal sørge for at angribe igen. Vi skal stoppe med at spille med en bekymring, fordi vi overtænker, at vi skal vinde.
- Vi skal arbejde stenhårdt. Vi har været et solidt hold, men nu scorer modstanderen nemt, så det var en skidt kamp.
Det er anden gang i sæsonen, at Horsens taber mod HB Køge.

AC Horsens
Betinia Liga




































