2024-10-14 08:15:00

DBU i dialog med Riemer om landstrænerjob

Brian Riemer, der i september blev fyret i Anderlecht, kan blive Danmarks nye landstræner - der er dialog mellem parterne og hvis han bliver landstræner, vil det skabe begejstring blandt spillerne, fordi han er meget respekteret fra den front.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Nations L. A - 4. runde

FT

SCH

2 - 2

DAN

Fodbolddirektør Peter Møller er på landstrænerjagt.

Og den jagt er intensiveret over den seneste tid, fordi han er presset af en deadline frem mod årsskiftet, hvor det skal afgøres, hvem der bliver Danmarks nye landstræner i VM-kvalifikationen.

I sin søgen efter den kommende landstræner har Peter Møller rakt ud til i omegnen af ti mulige kandidater.

Ikke for at tilbyde dem jobbet, men for at undersøge om en videre dialog har noget formål.

En af prioriteterne er en træner med international erfaring og gerne med et ’rødbedefarvet pas’.

Samtidig har formand Jesper Møller slået fast, at man helst vil undgå at betale transfer for en kommende landstræner. Og det sætter sine begrænsninger i jagten på den næste landstræner.

Dialog med DBU
Brian Riemer, der 19. september blev fyret i Anderlecht, er en af dem, som Peter Møller har rakt ud til.

Han er ’gratis’, fordi han lige nu står uden job. Den 46-årige tidligere Anderlecht-træner står højt på listen hos Peter Møller som en mulig fremtidig landstræner, erfarer Bold.

Artiklen fortsætter efter billedet

Danmark -DBU i dialog med Riemer om landstrænerjob
Foto: Foto: Jonas Olufson

Der har – ifølge Bolds oplysninger – allerede været heftig dialog mellem parterne om landstrænerjobbet.

Faktisk er Bold vidende om, at Brian Riemers navn – sammen med et par andre navne – har været oppe at vende på et bestyrelsesmøde i DBU for nylig.

Brian Riemer har et stærkt og troværdigt navn i landsholdstruppen, hvor han kender mange af spillerne i forvejen. Mere end halvdelen af dem har han ovenikøbet trænet.

De resultater, som Brian Riemer nåede at skabe i genrejsningen af Anderlecht i de to år, har også skabt respekt i fodbold-Europa og gør ham attraktiv for klubber på højeste plan.

Han førte den belgiske traditionsklub fra den tunge ende af ligaen til mesterskabsbejler. Og nu er det formentlig ikke kun landstrænerjobbet i Danmark, der kan blive interessant. Klubber fra de store ligaer vil formentlig have hans navn på listen, når et trænersæde bliver ledigt.

Meget hårdtarbejdende
Respekten for Brian Riemers trænerfaglige egenskaber, hans mandskabsbehandling og seriøsitet imponerede flere af spillerne i Anderlecht.

I ugens løb har både Anders Dreyer, Kasper Dolberg og den svenske landsholdsspiller Ludwig Augustinsson her på Bold givet udtryk for, hvor stor respekt de har for Brian Riemer som træner.

- Jeg har aldrig mødt så hårdtarbejdende en træner som Brian. Han har en stor andel i, at jeg er blevet en bedre fodboldspiller, sagde Kasper Dolberg.

- Brian er en dygtig træner, der spiller offensiv og attraktiv fodbold. Kommunikativt er han meget klar og tydelig. Jeg er sikker på, han får et topjob en dag, sagde Ludwig Augustinsson.

Bold har rakt ud til DBU for at få en kommentar til dialogen med Brian Riemer om landstrænerjobbet.

Det er en kortfattet besked, der kom fra fodbolddirektør Peter Møller:

- Vi er midt i en ansættelsesproces, og derfor har vi selvfølgelig ikke nogen kommentarer til, hvem vi snakker med eller ikke snakker med om landstrænerjobbet, siger fodbolddirektør i DBU Peter Møller. 

Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix.

Thomas Frank og Brian Priske er andre, som Peter Møller har været i dialog med, men også har fået et pænt nej tak fra.

Thomas Frank har skabt mirakler med Brentford, var tæt på Chelsea-jobbet i sommer og tjener lige nu i niveauet 50 mio. kr. om året.

Brian Priske fik en kontrakt med Feyenoord i sommer, hvor han fik en aftale for tre år til en årsløn i omegnen af 13-14 mio. kr.

Man forstår deres pæne, men høflige afvisning til landstrænertjansen.

Kun ét job som cheftræner
Brian Riemer har en lidt atypisk karriere som cheftræner.

For jobbet i Anderlecht var det første, han har haft som cheftræner for et seniorhold.

Men han er godt uddannet med en fortid som assistent for Ståle Solbakken i storhedstiden i FC København, siden blev han i 2018 assistent med stort ansvar hos Thomas Frank i Brentford, hvor han var med til at rykke i Premier League og siden altså som cheftræner i den belgiske topklub.

Foto: Jonas Olufsson.

Brian Riemer har også en fortid som ungdomstræner i Albertslund, Hvidovre og FC København, lige som han også for 20 år siden havde ansvaret for de tekniske træning i ungdomsafdelingen i Norwich City i én sæson.

Bold har forsøgt at række ud til Brian Riemers lejr, men det har ikke været muligt at få en kommentar herfra.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

Nations L. A - 4. runde

FT

SCH

2 - 2

DAN

Annonce

51 kommentarer

Se kommentarer
Annonce