Torsdag aften går det løs i Parken, når Danmarks vej mod EM-slutrunden i Tyskland i 2024 bliver sparket i gang.
I et udsolgt Parken kommer Finland forbi for at tage kampen op imod Kasper Hjulmand og co., og her kan de mange danske fans godt se frem imod en særlig aften i nationalarenaen.
bold.dk har talt med DBU's fankoordinator, Martin Ramtung, som har noget stort i ærmet til kampen.
- Der kommer en meget, meget stor og flot tifo. Jeg vil tro, at det er det største tifoarbejde, som der er blevet lavet på landsholdet i rigtig mange år. Så det skal folk ind og nyde.
- De skal have EM i Tyskland i deres tanker og derfor glemme alt om VM i Qatar. Det bliver stort, det bliver flot. Så jeg vil sige, at det bliver noget helt særligt i Parken.
Det bliver dog uden den tidligere fangruppering 'De Danske Rødder', som tidligere har stået for stemningen i Parken.
Artiklen fortsætter efter billedet

Gruppen er nemlig gået i opløsning, efter DBU valgte at sanktionere dem ved blandt andet at fratage dem specifikke sæder og ansvaret for capo-posten på Den Røde Mur.
Martin Ramtung slår dog fast, at man ikke skal frygte for stemningen i Parken trods udskiftningen på tribunen.
- Nej, det skal man ikke. Jeg ser det som min aller fornemmeste opgave, at det ikke går den forkerte vej med stemningen. Jeg bruger rigtig meget energi på, hvordan vi skal komme væk fra det og modbevise folk.
- Det vil jeg og DBU rigtig gerne gøre. Vi har dog brug for, at folk kommer ind for at være en del af stemningen. Så folk skal selv hjælpe det hele i gang.
- Det er jo ingen hemmelighed, at vi har fået skiftet lidt ud på hvem, som har taktstokken på Den Røde Mur og fanscenen. Hvis man tager det i betragtning, er de jo også helt nye og skal til at lære det.
- Vi har en gruppe, som er klar til at give den gas. De er nødt til at få hjælp fra resten af tribunen og stadion, hvis det skal være rigtig, rigtig godt.
Den nye gruppe kommer til at stå for at få gang i stemningen på Den Røde Mur, men det bliver dog ikke i form af en decideret capo, som man kender det fra dansk klubfodbold.
Ramtung tilføjer desuden, at der kommer til at ske fremskridt på fanscenen, hvor de vil sørge for, at landsholdet kan være for alle på den Røde Mur.
Han har dog en besked til alle de fans, som møder op i Parken torsdag aften.
- Jeg forventer en rigtig god stemning, men det er jo ikke mig, som bestemmer det. Vi har brug for, at den almindelige stadiongænger støtter op om det også.
- De skal ikke kun komme herind for at mærke stemningen, de skal være en del af stemningen. Det bliver vigtigt.
- Hvis det kommer til at gå op i en højere enhed, så er jeg sikker på, at tribunerne kommer til at koge mod Finland, siger Martin Ramtung til bold.dk.
Det er 20:45, at Danmark og Finland tørner sammen i Parken.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

EM
Danmark
































