Nu er det endegyldigt slut med 'De Danske Rødder' på tribunerne, når Kasper Hjulmand og resten af landsholdet skal i aktion i fremtiden.
Fangrupperingen har nemlig valgt at lukke gruppen.
- Vi har efter længere tids overvejelser valgt at lukke De Danske Rødder ned. Vi takker for støtten, men føler, det er tid til at give stafetten videre til nye kræfter, hvis udviklingen til landskampene skal genoptages.
Dette er blot et kort afsnit i et langt skriv på Facebook-siden 'Den Røde Mur', hvor fangrupperingen takker af og sætter ord på udviklingen på fansiden.
Her ser de blandt andet tilbage på EM-slutrunden på egen grund og hjemmekampen mod Østrig, hvor de virkelig fik slået fast, at der kunne skabes god stemning til en landskamp.
Artiklen fortsætter efter billedet

Men der bliver også sendt flere stikpiller afsted til DBU.
- Vi fik, efter EM, et fornuftigt samarbejde med DBU op at køre - selvom vi dog måtte give afkald på flere ønsker. Dette skyldes nok en gammeldags tilgang og en stor forsigtighed fra DBU’s side.
- Vi har dog forståelse for, at DBU er underlagt nogle andre krav, end man ser i klubberne. Vi havde dog håbet på en lidt længere line, end den vi fik. På trods af DBU’s tunge dansetrin blev der knoklet hårdt med at udbrede nye sange, ved at dele flyers ud og via de sociale medier.
- Vi var aldrig det rette match for DBU, og det var gensidigt. Kærligheden til Danmark og Landsholdet opvejede dog de barrierer, som vi på forhånd vidste, at der var.
Desuden skriver 'De Danske Rødder', at flere fans er blevet udsat for en hetz af DBU, da de har fået karantæner på trods af manglende beviser på regelbrud.
- Om denne besynderlige og dårligt timede aktion fra DBU er et desperat forsøg på at finde opbakning i den brede befolkning ovenpå et fejlslået VM i Qatar, hvor DBUs “kritiske dialog” gentagende gange blev udstillet, vides ikke.
- Så længe vores venner og bekendte ikke bliver behandlet med respekt og ordentlighed, vil vi afholde 90 minutters stilhed for DBU, afslutter 'De Danske Rødder'.
Tilbage i sommer sanktionerede DBU 'De Danske Rødder', da der var flere medfans, som følte sig utrygge grundet trusler og aggressiv adfærd.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Danmark































