Parken og FC København har lagt sig i overhalingsbanen.
Der ventes et rekordoverskud på 430-445 mio. kr. for 2023.
Aldrig nogensinde har det gået så godt for den danske mesterklub. Aldrig nogensinde har de tjent så mange millioner.
Det er simpelthen historisk, hvad der foregår i Parken.
Men i kulisserne på de bonede gulve i bestyrelsen har der ikke været den harmoni og samhørighed, som man ellers kunne forvente i en virksomhed med enormt økonomisk råderum.

Foto: FCK.
Ingen fælles forståelse
Udadtil så det ud til, at parterne gik hver til sit i fred og fordragelighed. Det var i hvert fald sådan FC København fremlagde virkeligheden på klubbens hjemmeside.
Artiklen fortsætter efter billedet

Men som en kilde udtrykker det, var samarbejdet nok først stoppet om tre måneder ved den årlige generalforsamling, hvis parterne havde haft fælles forståelse for udviklingen.
Nu skete det brat. Allan Agerholm røg ud ad døren med kort varsel.
Berlingske var i sidste uge først med fortællingen om, at der har været uro i kulisserne i forbindelse med formand Allan Agerholms pludselige afgang.
bold.dk har talt med en række kilder, der bekræfter, at stemningen i bestyrelsen ikke har været optimal i forhold til formanden og storaktionærerne.
Der har ikke været tilfredshed med formandens indsats i forhold til de mål, han skulle nå.
Har ikke leveret
Det på trods af den store sportslige succes og den måde, som Parken over de senere år er blevet splittet op i selvstændige enheder.
Det er sket med øje for salg.
Allan Agerholm har tilsyneladende ikke levet op til de krav og forventninger, som ejerkredsen har stillet til ham som formand.
Her har kravet blandt andet handlet om, han skulle sælge Parken, kontortårnene og Lalandia, men ingen af delene er lykkes.
Berlingske skrev for nylig, at Lalandia har været ved at blive solgt, men ejerne ikke var tilfredse med den pris, som Allan Agerholm kom frem med.
Samtidig har han brugt et beløb på mellem 20-25 mio. kr. i forsøget på at gøre Parkens grønsvær up to date, uden at der foreløbig er garanti for, at banen er spilbar hele året.
I FCK-kredse har der også været en stor undren over, at Allan Agerholm gik ud i det offentlige rum på det sociale medie X og ’spillede’ klog over græsforholdene i Parken før, under og efter den nye bane blev anlagt.

Foto: Niels Ahlman Olesen/Ritzau Scanpix
Panden mod en mur
Omvendt har Allan Agerholm også haft store udfordringer i sin formandsperiode, fordi han har haft meget vanskeligt ved at finde ud af, hvor meget de nuværende tre storaktionærer – Erik Skjærbæk (29.50 procent), Lars Seier Christensen (22.50 procent) og Karl Peter Korsgaard Sørensen (20,54 procent) – har været villige til at investere i at bringe Parken fra 1992-standard til en moderne 2024-udgave.
For det kræver en stor millioninvestering. Alternativt at opgradere Parken til et stadion med 45-50.000 pladser.
Derudover har der tilsyneladende heller ikke været et klart og tydeligt svar fra ejerne på, hvor meget de er parate til at investere i at opdatere træningsfaciliteterne på 10’eren på Frederiksberg.
De faciliteter er milevidt efter konkurrenterne, som FC København møder i Champions League. De skriger på en akut opgradering.
På den vis har den nu tidligere formand i flere sammenhænge også løbet panden mod en mur.
Og det sammenholdt med de manglende ’resultater’ har været medvirkende til det hurtige brud.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Udbytte eller investeringer
Kilder siger til bold.dk, at det kommende regnskab, hvor man altså venter 430-445 mio. kr. i overskud, bliver meget afgørende for at se, hvad den nuværende ejerkreds vil med forretningen.
Specielt om man er villige til at investere i opgradering af Parken og træningsfaciliteter eller man benhårdt prioriterer et stort udbytte til sig selv.
I 2023 blev der udbetalt svimlende 72,5 mio. kr. i udbytte til de tre storaktionærer, hvor Erik Skjærbæk med 29,5 mio. kr. var den aktionær, der fik mest udbetalt.
Parken har indsat Henrik Møgelmose som midlertidig formand, mens Erik Skjærbæks tætte allierede, Michael Stenskrog, er blevet næstformand. Han anses som uafhængig, men relationen til Skjærbæk er meget tæt og derfor opfattes han reelt som storaktionærens forlængede arm.
Samtidig har man nu gennem ti måneder – siden fyringen af William Kvist – ledt efter en kapacitet med international indsigt i fodboldbranchen til at træde ind i bestyrelsen, der står uden sportslig ekspertise med den nuværende sammensætning.
Den mission skulle Agerholm føre i mål, men det er foreløbig ikke lykkes.
bold.dk har været i kontakt med Allan Agerholm, der ikke har et behov for at udtale sig yderligere ud over det han sagde, da han stoppede i Parken.
Kan du ikke se, at det virker mærkeligt, du stopper få måneder før en ordinær generalforsamling?
- Der kan være rigtig mange gode grunde til ikke at vente med at stoppe i flere måneder. Mere har jeg ikke at sige til det, siger Allan Agerholm.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC København
3F Superliga





































