- Jeg må sige, at jeg har det så fedt. Jeg har det sådan, at det helt sitrer, fordi vi skal ud og lave det her nummer. Jeg tror virkelig på det, og jeg har en god fornemmelse. Men vi skal være skarpe, jeg skal vælge rigtigt, og spillerne skal være der på dagen.
Det bobler af optimisme i Frederik Birk frem mod Brøndbys kamp mod Strasbourg.
Torsdag spiller de blågule den første af to Conference League-playoffkampe, hvor en plads i ligaspillet er på spil, og cheftræneren har en stærk tro på, at han og holdet klarer missionen over to opgør.
- Det handler om at præstere kollektivt, og individuelt skal vi levere på et højt niveau. Jeg mærker en fed fornemmelse, for det er jo for fanden det her, vi lever og ånder for.
- At få Brøndby med i et europæisk gruppespil. Det vil jo være en fantastisk oplevelse, lød det fra Birk, da han stillede op til interview efter tirsdagens træningspas på Vestegnen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det så ellers dystert ud efter 0-3-nederlaget til Vikingur Reykjavik for små 14 dage siden, men comebacket på Vestegnen og sejre over Vejle og Randers har givet Frederik Birk og Brøndby en god optakt.
- Jeg er jo ikke blevet en radikalt dygtigere træner over de uger, der er gået. Det er det samme menneske, I står med.
- Mit fodboldhold er heller ikke blevet bedre eller værre fra en kamp på Island til i dag. Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt det kan gå i den her verden, siger cheftræneren på et spørgsmål om, hvor hurtigt stemningen kan ændre sig i fodboldens verden.
Gameplanen er klar
Selvom Brøndby var offensivt indstillet i returopgøret mod Vikingur og på Cepheus Park i weekenden, skal man ikke blive overrasket, hvis de blågule griber kampen mod Strasbourg noget anderledes an.
- Lige i øjeblikket klæder det holdet at have initiativ. Det er der, vi ser bedst ud. Men vi skal også være opmærksomme på, at vi skal spille en ekstrem tight kamp, for en åben bane tilfalder deres unge gutter bedre, end den vil tilfalde os.
- At vi ikke nødvendigvis behøver at skulle angribe hele banen, er ikke en bagside i forhold til matchuppet, forklarer Birk, der på grund af en karantæne til Clement Bischoff skal finde en ny konstellation på toppen.
- Det taler for sig selv, at Filip Bundgaard har leveret stærkt. Ikke kun på målkontoen, men i mange af spillets facetter har han været stærk. Tidligere så vi ham jo som en slags falsk nier, der opererer mellem linjerne, og da han spillede for Randers spillede han i et tomandsangreb, der droppede meget ned og udviklede spillet på forsiden af forsvarslinjen.
- Han har vist, at han tager nogle ægte angriberløb i ryggen af forsvarsspillerne, og det var jo et fantastisk løb, han tog i ryggen af Daniel Høegh, da han scorede i Randers.
Spørgsmålet er, om Brøndby-fansene allerede får nyindkøbet Michael Gregoritsch at se.
Han er netop blevet præsenteret som den nyeste tilføjelse. Læs mere om det her.

Brøndby IF
Strasbourg
ECL-kval





































