Francis Dickoh har i en alder af 34 år valgt at lægge støvlerne på hylden.
Midtstopperen nåede i sin karriere 133 Superliga-kampe for FC Nordsjælland, FC Midtjylland og SønderjyskE og spillede fire år i hollandske Utrecht.
Dickoh er afklaret med beslutningen om at sige stop og følte ikke, han kunne gå 'all in' på at fortsætte karrieren på divisionsniveau.
- Jeg er bestemt afklaret med det, men jeg har overvejet, hvornår jeg følte mig tryg til at melde det ud og forene mig tanken om, at det er slut, siger Dickoh til bold.dk.
- At give slip på noget, der har givet én så vanvittigt meget et helt liv, har været det sværeste. Men jeg føler, at timingen var rigtig, og forhåbentlig er der ikke nogen, der siger, at jeg stopper for sent.
- I forhold til divisionsbold har jeg ikke følt, jeg kunne forene med min hverdag. Jeg har ikke kunnet få det til at hænge sammen, og jeg har altid gjort tingene hundrede procent. Hvis ikke hovedet er med, tror jeg ikke, man kan præstere.
34-årige Dickoh føler, han har været heldig med sine karrierevalg og har opnået de ting, han satte sig for.
- Jeg ser tilbage på min karriere med meget stor glæde. Jeg har på en måde altid været nummer to i rækken og kæmpet mig til nogle flotte ting. Jeg er ekstremt stolt over, at jeg har kunnet være så vedholdende i det, der blev en god karriere for mig.
- Hvis man spørger en 8-årig knægt, der gerne vil være professionel fodboldspiller, drømmer de jo om at spille på de store stadions, komme på landsholdet og spille slutrunder. Den eneste fortrydelse, jeg har, er nok, at jeg ikke kom med til VM, men ellers kan jeg sætte flueben ud for det hele.
- Jeg har haft en lang udlandskarriere, spillet landsholdsfodbold, været med til slutrunde (Africa Cup 2006, red.), vundet et mesterskab og er, siden jeg kom hjem fra udlandet, ikke endt uden for top tre i Danmark.
- Jeg har været heldig med mine karrierevalg og har været med til at skrive historie, både i SønderjyskE og FC Midtjylland. Jeg kan ikke klage eller bede om mere.
Hvor synes du, du havde din bedste tid som fodboldspiller?
- Min periode i Holland var nok min bedste tid. Det var det sted, jeg var i længst tid. Jeg forlod FC Nordsjælland og skulle træde ind på en scene, som for mig var den store hylde, i forhold til hvad jeg kunne.
- Jeg spillede rigtig mange kampe for Utrecht, som altid har ligget i subtoppen, og jeg havde nogle rigtig dygtige holdkammerater. Det var nok den periode, hvor jeg var allerbedst, og som var mest stabil, og jeg spillede samtidig fast på landsholdet.
Fodbold har ikke kun formet Dickoh på banen, men også givet ham en kæmpe ballast som menneske.
- Netop fordi jeg har oplevet så mange lande og kulturer, føler jeg også, at jeg er blevet mere indsigtsfuld omkring, hvad der sker rundt omkring i verden. Nogen kommer ud med ar på sjælen, men på det menneskelige plan har jeg fået så meget med.
- Jeg har udviklet mig sindssygt meget de sidste par år, især i forhold til tålmodighed og at have mere empati, fordi jeg har oplevet forskellige mennesker og kulturer, og det skal man ikke tage for givet.
Francis Dickoh nåede 13 A-landskampe for Ghana.
sara@bold.dk


FC Midtjylland
Sønderjyske
FC Nordsjælland
Utrecht
3F Superliga
Æresdivisionen
Ghana































