Irland -Dundalk-dansker øjner to trofæer
Foto: Dundalk
2017-09-12 17:23:01
Foto: Dundalk

Dundalk-dansker øjner to trofæer

Dundalk er sat til vægs i ligaen, men Niclas Vemmelund og holdkammeraterne har til gengæld stadig mulighed for to pokaltitler.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Niclas Vemmelund var én af mange nye hos Dundalk før denne sæson, og de mange udskiftninger medførte en svingende start i ligaen, hvor Cork City omvendt har været helt suveræne.

Mesterskabet er derfor Corks, men Vemmelund og Dundalk har til gengæld fortsat muligheder i de to irske pokalturneringer. Forleden spillede de sig i FAI Cups semifinaler, hvor Shamrock Rovers venter i starten af oktober.

Og lørdag gælder det finalen i 'den lille' pokalturnering, League of Ireland Cup. Også her er Shamrock Rovers modstanderen.

- Det er min første pokalfinale, og det skal nok blive sjovt. Det er de to nok største hold i Irland, der mødes, og vi er vel små favoritter, eftersom vi er rigtigt godt kørende, siger Vemmelund til bold.dk, men bemærker dog også, at Shamrock efter en lodtrækning har fået fordel af hjemmebane i lørdagens finale.

Vemmelund og kompagni har vundet sine seneste syv kampe med en samlet målscore på 27-1.

- Vores fokus er på pokalturneringerne nu, og det kunne være sjovt at løfte et par trofæer. Men vi mangler også en udekamp mod Cork i ligaen, som vi også prioriterer højt. De har vundet ligaen, men skal helst ikke slå os igen (Cork vandt 3-0 og 2-1 tidligere på sæsonen, red)

- Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at vi startede sæsonen så langsomt, for det havde set helt anderledes ud, hvis vi havde startet ud med vores nuværende form, men vi har heldigvis stadig de to Cups at spille for, så det er en spændende periode, siger 24-årige Vemmelund.

Dundalk er i ligaen 12 point foran Shamrock Rovers på tredjepladsen med seks runder tilbage af sæsonen, hvorfor andenpladsen mere eller mindre er sikret.

mikael@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce