Esbjerg har onsdag fyret cheftræner Roland Vrabec efter syv måneders ansættelse, hvor klubben aktuelt ligger tre point fra sidstepladsen i 1. division.
Esbjergs administrerende direktør, Jens Hammer Sørensen, uddyber over for bold.dk beslutningen om fyringen af Vrabec, der er truffet ud fra de svigtende resultater.
- Det bunder jo i resultaterne. Sådan er det i den her verden. Vi har en rigtig talentfuld trup, hvor der er rigtig mange unge spillere, og de er rigtig dygtige til at spille fodbold, siger Jens Hammer Sørensen til bold.dk.
- Men vi skal være ærlige at sige, at vi ikke har været i stand til at sætte nogle kampe sammen, hvor vi har fået kontinuerligt med point. Vi synes, vi har fået for få point, og det er dét, det bunder i.
Hvorfor står I her nu – udover at resultaterne ikke har været der?
- Vi har været for svingende i præstationerne. Det må jeg bare sige. Vi har spillet nogle rigtig gode kampe og scoret flotte mål. Sådan er det med et ungt hold.
- Der kom mange nye mennesker i sommer, må vi også være ærlige at sige. Vi skal have mere stabilitet i præstationerne, og så er jeg også sikker på, at vi nok skal evnerne og talentet i truppen til, at vi kan få flere sejre i hus.
Artiklen fortsætter efter billedet

Ikke kun cheftrænerens skyld
Vrabec nåede at være ansat i otte måneder. Er det lang nok snor?
- Det kan man altid diskutere. Det er vigtigt at sige, at det ikke er en beslutning, der er truffet fra én dag til en anden. Vi har evalueret løbende, og nu er vi nået til det punkt, hvor alle i klubben skal rykke tættere sammen.
- Det er ikke kun Rolands skyld, det her. Vi må kigge på hinanden og være ærlige omkring, at vi står sammen om det her. Men vi har vurderet, at der nu skulle nogle andre til.
Hvilken reaktion håber I på med dette trænerskifte?
- Vi håber, det kan give en effekt. Det er nemt at pege fingre ad cheftræneren, men vi må kigge indad og indse, at nu kan vi ikke kigge på andre end os selv.
- Det er en vigtig del af denne proces, hvis vi skal videre og skabe de fornødne resultater, så folk i og omkring Esbjerg er stolte af EfB. Vi skal vinde nogle fodboldkampe.
Ikke optimalt med kaos igen
Hvor meget indflydelse har ejerne haft på beslutningen?
- I sidste ende er det bestyrelsens beslutning. Sådan er det i en fodboldklub. Men det er vigtigt for mig at sige, at der har været drøftelser på kryds og tværs mellem direktionen og bestyrelsen. Det er et ansvar, vi alle sammen påtager os.
Det har været et kaotisk år for EfB. Nu står I her så igen – det er vel langt fra optimalt?
- Nej, det er langt fra optimalt. Det er vigtigt for mig at sige, at spillerne i Esbjerg er blevet beskyldt for mangt og meget, men i denne situation har spillerne ikke været utilfredse eller noget. Det har været en direktions- og bestyrelsesbeslutning.
Men man kunne vel også argumentere for, at det kunne være rart at få noget ro på. Har det også været med i overvejelserne?
- Det har det. Vi har haft to tyske trænere på otte måneder, og det er ikke kontinuitet. Jeg er stor tilhænger af kontinuitet, når det fungerer godt. Men der er ingen grund til at have det for kontinuitetens egen skyld.
Alvorlig situation for Esbjerg
Hvordan reagerede spillerne på beskeden?
- Det er aldrig sjovt. Jeg sagde til dem, at det er en del af mit arbejde, men det er aldrig sjovt at sige farvel til folk. Der er en mand, der har mistet sit arbejde, og det har jeg kæmpe sympati og respekt for.
- Men jeg er ansat til at gøre det bedste for EfB, og det er jeg ikke i tvivl om, at denne beslutning er. Det er altid en sørgelig dag. Omvendt er det også en frisk start for spillerne, så jeg håber også, der kommer noget ny og frisk energi.
Hvor alvorlig er den situation, I står i lige nu?
- Den er alvorlig. Ellers tager man ikke sådan et skridt her. Vi har ikke fået de point, vi synes, vi skulle have haft. Det bliver vi nødt til at starte med at få ret hurtigt.
I har tre point ned til sidstepladsen. Hvor nervøs er du for nedrykning?
- Hvis man ikke er i top seks og spiller om to oprykningspladser, så er man i pulje med de seks hold, der kæmper om at undgå to nedrykningspladser. Hvis man havner i den pulje, er man pr. definition i nedrykningsfare.
- Så vi er meget omhyggelige med at italesætte og være klar over. Det er vigtigt, at alle indser, at situationen er alvorlig, siger Jens Hammer Sørensen.
Foreløbig overtager assistenterne Michael Kryger og Rafael van der Vaart tøjlerne i Esbjerg, der møder AC Horsens på søndag.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Esbjerg fB
Betinia Liga




































