Mikkel Wohlgemuth har været ramt af tre korsbåndsskader i karrieren, og han har endnu ikke været i kamp for Vendsyssel i foråret.
Den 25-årige midtbanespiller har manglet belastning på knæet på grund af vinterpausen, hvor han også har siddet ude med coronavirus, og derfor tog han ingen chancer.
- Jeg har manglet lidt træning og lidt belastning på benene efter en del tid uden at kunne lave så meget. Det har været lidt med bagsiden af låret og omkring kontrollen af mit knæ, siger Wohlgemuth til bold.dk.
- Det er ikke noget alvorligt, men alligevel slemt nok til, at vi trak stikket og byggede mig lidt op.
- Når man har været ude tre gange med korsbåndsproblemer, så tænker man sig nok lidt mere om, end andre måske ville gøre. På grund af min historik er jeg nødt til at bruge kasketten lidt mere.
Var du også syg med corona, som gjorde pausen lidt længere?
- Jeg var ikke rigtig syg, men jeg var selvfølgelig påvirket af det med feber og ondt i halsen, men det har ikke taget så hårdt på mig. Men det er klart, at det ikke var den optimale opstart, når man har været ude så lang tid.
Artiklen fortsætter efter billedet

Dubai-tur udløste corona-udbrud
Mikkel Wohlgemuth og Søren Henriksen kom i modvind i vinterpausen, efter de havde været en tur i Dubai og tog corona-smitte med hjem.
Det bredte sig i Vendsyssel-truppen og til cheftræner Michael Schjønberg, og holdet fik ødelagt opstarten, der blev afviklet uden testkampe.
Det tog også hårdt på Mikkel Wohlgemuth, selvom han er med på, at han og Søren Henriksen har begået en fejl.
- Selvfølgelig tog det også mentalt på os, og vi har været sindssygt kede af det. Det må jeg sige. Vi har sagt undskyld, og vi ved godt, vi har lavet en fejl.
- Det var ikke så meget det, at vi selv fik corona og måtte være hjemme, for det ville jeg hellere end at komme til at smitte andre. Det, der gør ondt, er at være skyld ,i at de andre ikke kan komme ud og træne på grund af os.
- Vi har jo ikke gjort det med vilje, det ville vi jo aldrig nogensinde gøre. Det er sindssygt uheldigt.
- Men vi har det også sådan, at nu har det fyldt nok. Vi aftalte ude i klubben, da vi kom tilbage, at vi ville kigge fremad og fokusere på den mission, vi har sammen.
Tænker du, at du starter fra nul igen i forhold til at spille under Michael Schjønberg?
- Det er et godt spørgsmål. Jeg havde hurtigt en samtale med Schjønberg, da vi kom tilbage, hvor han sagde, at han bedømte os på fodboldspillet og det, der sker på banen.
- Selvfølgelig har vi lavet en fejl, og det fik vi også snakket om. Han sagde også til os, at hvis der var nogen journalister, der spurgte, så ville han også sige, at det ikke var noget, vi tænkte på mere. Og det er det vitterligt heller ikke.
- Holdkammeraterne har været super gode, og trænerteamet har været gode til at sige, at vi kun kigger én vej.
- Man har da selvfølgelig en frygt for, at man slet ikke skal spille, når man kommer tilbage, men jeg synes, at jeg har et fint forhold til Schjønberg.
Vil ud og bevise sig
Mikkel Wohlgemuth har trænet fuldt med igen i denne uge, og han håber at være tilbage inden for en uges tid.
Han er opsat på at komme ud og bevise sig efter vinterpausens modvind.
- Jeg har da lidt ekstra at bevise. Vi er ikke i den bedste form lige pt, så jeg har noget ekstra motivation for at vise, at jeg ikke ligger på den lade side, selvom jeg og Søren har været i 'bad standing' i noget tid.
- Vi vil gerne ud og bevise, at den plads, vi havde i efteråret, stadig er berettiget.
- Jeg har været stolt af den måde, jeg kom tilbage på efter min tredje korsbåndsskade, og det vil jeg bare gerne fortsætte.
- Men lige nu er det ikke så meget vores egen situation, vi skal tænke på, men mere klubbens overlevelse, som er i højsædet, siger Wohlgemuth, der har kontraktudløb til sommer.
Er det udelukket at blive i Vendsyssel efter sommerferien?
- Nej, det er det ikke, synes jeg. Jeg har været glad for at være her. Hvis de kommer med noget interessant, og jeg synes, det er det rigtige match, vil jeg meget gerne blive.
- Selvfølgelig vil fodboldspillere altid gerne spille på højeste niveau, og det synes jeg også, jeg har bevist, at jeg kan, men jeg tænker faktisk ikke så meget på det for at være ærlig.
- Lige nu fokuserer jeg bare på at hjælpe holdet med den fælles mission, vi har, nemlig at overleve i 1. division, siger Wohlgemuth.
Mikkel Wohlgemuth har været i Vendsyssel siden sommeren 2018. Han har tidligere spillet i FC Københavns ungdomsafdeling og i HB Køge.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Vendsyssel FF
Betinia Liga






























