VAR har været heftigt debatteret, siden det tirsdag blev meldt ud, at Mikael Uhre var 28 millimeter offside, da han scorede til 2-0 i Brøndbys 4-1-sejr over Lyngby.
I et længere interview med bold.dk sætter Michael Johansen, der er VAR-instruktør og formand for DBU's dommerudvalg, ord på situationen og VAR generelt.
Blandt meget andet fortæller Johansen, at de 28 millimeters offside var konklusionen i kampens hede, men at man efterfølgende er kommet frem til, at det faktisk var endnu mindre.
- Efter kampen gik vi ind og tripleltjekkede det, hvor der ikke var tidspres. Vi gik ind og sagde, at nu har vi al den tid, vi skal bruge, og derfor kunne vi nærstudere alt og lave en fuldstændig objektiv genvurdering af casen for at sikre, at der ikke var sket en fejl i processen.
- Når man sætter det objektivt korrekt, så er der to millimeters offside. Det viste sig, at fordi der var pres på, så gjorde de få pixels, som sniperen var blevet sat på, at man var oppe på 28 millimeter, men når vi virkelig præciserer det ud fra det bedste skøn og tv-billede, var det altså to millimeter.
- Det ville vi ikke gå ud og sige, fordi det var bare vores egne interne træning, men vi ville bare faktuelt sige, at det, der skete i kampen, var det her, og det er sådan, vi kommer til at fortsætte, siger Michael Johansen til bold.dk.
Umuligt at sætte en grænse
Efter tirsdagens udmelding har debatten gået på, hvor grænsen for en forkert dom går, men ifølge Michael Johansen er det umuligt at sætte en sådan.
- Når vi sidder med de her to streger, som ligger ovenpå hinanden, og vi får et tal, der er nede på millimeter, så kommer vi ikke til at intervenere, ud fra betragtningen om at VAR er kommet for at fjerne det, der er åbenlyst forkert.
- Vi kommer ikke til at sige, hvad grænsen er – altså hvor mange millimeter der skal til. Det er op til VAR-dommerne at skønne, om det her er åbenlyst forkert eller ej. Det ansvar tildeler vi VAR, selvom vi også godt ved, at vi kan komme i en situation, hvor de kommer til at lave en forkert vurdering.
- Men den risiko må vi tage med, fordi erfaringerne fra alle steder viser, at kritikken for at fjerne målene, der afgøres på de her millimeter, er overhængende. Det destruerer spillet langt mere og ødelægger i øvrigt hele VAR-konceptet, at man omstøder baseret på så tyndt et grundlag.
- Det er også et signal til omverdenen om, at det man på øjemål tror, der er en kæmpe offside, kan vise sig at være knivskarp på millimeter. Man skal have en forståelse for, at det, man ser på tv, ikke nødvendigvis er den rigtige sandhed.
- I træningen har vi indtil nu fået nogle aha-oplevelser, hvor vi alle kan have siddet og sagt, at der var åbenlyst ikke var offside, men efter at have sat linjerne på, har det var 40 centimeter offside. Det kan snyde så meget i forhold til vinklerne på tv.
- Når ikke en dom er åbenlyst forkert, støtter man dommerens kendelse, fordi VAR er til for at modbevise det omvendte og afgøre, om der er blevet dømt noget åbenlyst forkert, fortæller Michael Johansen.
Aldrig 100 procent sikkert
Med spillere i bevægelse virker det umuligt at afgøre helt præcist, om en spiller er én millimeter offside eller onside.
Michael Johansen erkender, at der altid vil være en lille usikkerhed.
- Vi har konstateret, at software-teknologien er temmelig præcis, vil jeg sige. Den er meget præcis, og der er rigtig mange parametre, der bliver taget højde for, når den laver den her matematiske beregning. Det her med at sætte en linje på tværs af banen, der går dybt ind i tv-billedet, er ren geometri.
- Der er få virksomheder i verden, der har fået certificeret deres løsninger hos FIFA, fordi de netop er mest præcise til at kunne løse opgaven, men når det så er sagt, så er det jo ikke 100 procent. Vi har nogle usikkerhedsfaktorer forbundet med, når vi skal sætte de her to fikspunkter – eksempelvis på forsvarsspilleren, angriberen, bolden eller hvad de nu ud fra fodboldloven skal sættes på.
- Vi har nogle pixels, som vi skal forholde os til, og der er også noget med bolden og det præcise afleveringstidspunkt. Vi kan faktisk opleve nogle situationer, hvor bolden kan have forladt foden temmelig meget på tv.
- Andre gange kan man ikke engang se, at bolden nødvendigvis er blevet ramt, fordi man skal finde det frame, hvor der har været den sidste kontakt. Det gør faktisk en temmelig stor forskel i tid og dermed på millimeter, når man flytter ét frame, lige så vel som det gør, når man sætter de her fikspunkter.
- Hvis man flytter det én pixel, kan det hurtigt rykke ti millimeter på den matematiske kalkulation, der fortæller, om der er offside eller ej, siger Michael Johansen.
Større usikkerhed i højden
I ovennævnte situation med Mikael Uhre var det Brøndby-frontløberens knæ, der akkurat var offside, og Michael Johansen understreger, at det er sværere at få et præcist svar, når det ikke foregår på græsset.
- Jeg kan nemt opstille en situation, hvor man entydigt kan se, at tre centimeter er for meget. Hvis jeg stiller to fødder lige ved siden af hinanden, og den ene er tre centimeter foran den anden, er det nemt at se.
- Når vi har de cases, hvor det er entydigt – for eksempel også om bolden har passeret mållinjen, hvor vi også har noget meget tydeligt på tv i form af en hvid linje, luft imellem og den slags sikkerhedsfaktorer, som vi kigger efter.
- Når vi har noget entydigt, kan vi godt acceptere en lavere millimeter- eller centimeter-tolerance, men når det er luftvurderinger, er det sværere. I den her situation har vi et knæ, hvor man sætter et fikspunkt oppe i højden, og det gør man ved at triangulere.
- Ude i VAR sidder de med den her sniper eller sigtekorn, og så går man over til et ene kamera og sætter punktet på knæet, hvorefter man går over til det andet kamera og sætter punktet samme sted. Så går softwaren ind og siger, at ud fra den her geometri-beregning, kan det sandsynliggøres, at stregen på jorden ser sådan her ud.
- Jo højere oppe i luften man kommer, jo større bliver usikkerheden. Når vi har to fødder på græsset, bliver tingene langt mere entydige, men når de bliver løftet op i luften, bliver det sværere, siger han.
VAR under tidspres
VAR bliver tit beskyldt for at tage for lang tid, men ifølge Michael Johansen kan hvert eneste sekund være afgørende, når det kommer til at gennemse situationerne.
- Som VAR-dommer er man alt andet lige under et tidspres, og de her pixels bliver sat ret hurtigt og rimelig præcise, men ikke nødvendigvis objektivt sandt. Det er også med til at rykke de her få millimeter, vi snakker om.
- Jeg kan næsten se skandalen, hvis det viste sig, at vi have interveneret på den her, og det så viste sig bagefter, at spilleren var én millimeter onside. Hvor er vi så henne? Så bliver det helt galimatias og grotesk at argumentere, fordi ingen vil kunne forstå, hvad der er op og ned.
- Jeg synes godt, man kan være sikker i løsningen. Vi har været inde og vurdere på, om det overhovedet er aktuelt at bruge de her linjer, eller om vi bare skulle droppe dem og køre ud fra bedste evne med øjemål. Men der er langt, langt større usikkerhed med øjemålet.
- Med linjerne går vi ind og be- eller afkræfter, om den er tight, men der vil alt andet lige være nogle millimeters unøjagtighed. Det er vi nødt til at tage højde for, når vi omstøder en kendelse nede i millimeter-afdelingen, siger Michael Johansen.
Forkert sat streg på tv
I livetransmitteringen af kampen mellem Brøndby og Lyngby blev der tegnet en streg på tværs af banen, som viste, at Mikael Uhre var klart offside.
Men den streg var sat forkert, og det er den primære årsag til tirsdagens udmelding, fortæller Michael Johansen.
- Vi har offentliggjort VAR-billederne, fordi vi kunne se, at der var temmelig store reaktioner på diverse medier omkring forståelsen for, at man teoretisk set egentlig havde en åbenlys offside-situation, som blev vist på tv, fordi der blev tegnet en streg, der nærmest viste, at der var en meter eller to offside.
- Derfor så vi et behov for at fortælle omverdenen, at den streg, som tv satte, var en fejl. Det skulle de ikke have gjort af principielle årsager.
- Lige præcis i denne situation var vi nede i millimeter-afdelingen, som vi har set blive så hårdt kritiseret i Premier League, og så fandt vi et behov for at sige, at det var præcis den strategi, vi fra starten har aftalt, at vi vil have.
- Vi har aftalt, at vi ikke går ind og omstøder afgørende kendelser baseret på de her få millimeter, når der i forvejen er de her usikkerhedsfaktorer forbundet med softwaren og offside-teknologien.
- På øjemål lignede det en stor offside, som blev manifesteret ved en åbenlyst forkert streg, der blev sat. Det var en malerpensel, der kom ind over tv-skærmen, men når vi gik ned rent fagligt og meget præcist kiggede tingene igennem, var vi nede på 28 millimeter.
- På tv blev der sat en uheldig streg på tværs, som sendte et signal om, at VAR havde fejlet, og det havde vi behov for at afkræfte, lige så vel som vi også havde bekræftet, hvis det viste sig at være rigtigt. Vi er meget åbne over for at erkende fejl.
- Vi fandt det som en god anledning til at gøre opmærksom på, at det er altså sådan, det bliver praktiseret, og at vi ikke kommer til at ændre afgørende kendelser baseret på de her få millimeter, siger Michael Johansen til bold.dk.
Efter Superligaens runde 13 bliver en VAR-rapport offentliggjort, hvor efterårets såkaldte interventions bliver vurderet.
Michael Johansen kan dog allerede nu konkludere, at VAR har givet mere retfærdighed.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga





























