

Vejle Boldklub er allerede rykket ned, men Randers FC er også fedtet ind i nedrykningskampen.
Søndag krydsede de to mandskaber klinger i Randers, og det var tydeligt fra kampens begyndelse, at hjemmeholdet havde mest at spille for.
Laurits Raun Pedersen sendte en god afslutning afsted, da han akrobatisk forsøgte sig med et saksespark. Skuddet blev reddet på stregen. Kort efter smækkede Randers også et forsøg på stolpen.
Kampen ændrede dog karakter efter 30 minutter, hvor Cyril Edudzi kom for sent i en tackling på Lasse Flø.
Randers-spilleren placerede sin fod på anklen af Flø. I første omgang reagerede dommer Mikkel Redder ikke, men han blev kaldt ud til VAR-skærmen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Her var der ikke meget tvivl, og han udviste Edudzi for det mistimede indgreb.
Det var dog ikke til at se i første halvlegs afslutning, at Vejle var i overtal. Randers var tættest på at komme foran. Blandt andet havde Mathias Greve en stor chance foran mål efter en ripost.
10 mod 11
Vejle rørte på sig i slutningen af første halvleg, men det fremstod ikke særligt tydeligt, at nedrykkerne var en mand i overtal.
Vejle var meget tamme i sin ageren og kom ikke rigtig frem til nogle chancer.
Det gjorde Randers til gengæld efter en time, hvor Warren Caddy flugtede en bold mod mål.
Lasse Nielsen parerede bolden med armen, og dommeren pegede på pletten. Vejle-spillerne var frustrerede over kendelsen.
Elies Mahmoud tog sig af straffesparket, som han placerede i øverste højre hjørne uden chance for Vejle-keeperen.
Randers havde flere kontrastød, hvor de kunne stikke kniven ind, mens Vejle så småt satte et lille pres ind.
John Björkengrens afslutning på stolpen var lige ved at afgøre kampen, men der kom ikke flere mål.
Dermed kunne Randers vinde 1-0 og tage alle tre point.
Sejren udbygger forspringet til FC Fredericia under stregen. Dem har Randers fire point ned til, inden Fredericias kamp mod FCK.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere

Vejle Boldklub
Randers FC
3F Superliga




































