Esbjeg fB har ansat 41-årige Jimmi Nagel Jacobsen som scout i klubben. Han kommer fra en tilværelse som freelance-scout for flere udenlandske og danske klubber og har tidligere arbejdet sammen med Esbjergs sportsdirektør, Ted van Leeuwen.
- Jimmi er en erfaren og anerkendt scout, der har blikket for dygtige spillere, han følger EfB og har et godt kendskab til nøglepersoner i klubben. Det er en filosofi i EfB, at klubben – ikke cheftræneren – er ansvarlig for at tiltrække nye spillere, siger Ted van Leeuwen ifølge klubbens hjemmeside.
Hovedpersonen selv er også ganske tilfreds med sin nye tjans.
- Jeg glæder mig til opgaven i EfB og er i realiteten allerede godt i gang. Der er et stort potentiale i klubben og byen, en rigtig stærk talentudvikling at rekruttere fra samt et superlækkert stadion, der emmer af fodbold.
- Jeg skal i mit virke som scout arbejde tæt samme med Ted og følge de retningslinjer, han udstikker. Og så skal jeg se en masse fodboldkampe og trække på både hans og mit eget netværk i en række lande, siger Jimmi Nagel Jacobsen.
Esbjerg oplyser, at man hovedsageligt følger spillermarkederne i Danmark, Norge, Sverige, Holland, Belgien, Tyskland og Frankrig.
Den vestjyske klub vinkede for nylig farvel til Michael 'Mex' Pedersen, som fungerede som chefscout.


Esbjerg fB
3F Superliga






























