- De forsøger at få mange penge for mig, og det forstår jeg godt. Men når man tænker på de tilbud, de har fået, så føler jeg, at de holder mig tilbage.
Sådan lød det tilbage i august fra en utilfreds John Kolawole i et interview med JydskeVestkysten.
Baggrunden skulle findes i, at Esbjerg havde afvist flere bud fra den belgiske klub Zulte Waregem, som nigerianeren inderligt ønskede at skifte til.
Det resulterede i, at han sygemeldte sig i en periode og missede opgøret mod Vendsyssel den 30. august.
I seneste kamp var John Kolawole dog atter at finde i truppen, og over for Bold slår Allan L. Agerholm fast, at stridsøksen er blevet begravet.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Status er, at John stadig er i klubben, som han har været hele tiden. Han træner fuldt med, og det har han gjort lige siden, at transfervinduet lukkede i.
- Om han kommer til at spille i lørdagens kamp, er dog noget, som træneren bestemmer, slår Esbjerg-direktøren fast.
Men hvad siger du til, at jeres spiller lufter sin utilfredshed offentligt?
- Det har John, Sebastian (sportschef, red.) og jeg snakket indbyrdes om. Men fakta er, at alle vores fodboldspillere skal have ambitioner om noget større.
- Det er en del af gamet, så det håndterer vi bare stille og roligt.
- Så vi sætter faktisk pris på, at de har større ambitioner, og så er der bare engang imellem, hvor timing og økonomi ikke passer sammen. Det var tilfældet med John, siger EfB-bossen.
Er han stadig utilfreds?
- Det ved jeg ærlig talt ikke. Det har jeg ikke spurgt om. Nu har vi talt med ham om, at det er vigtigt, at han viser, hvor han står på fodboldbanen.
- Det har jeg fuld tillid til, at han gør, lyder ordene fra Allan L. Agerholm.
John Kolawole har været på lønningslisten i Esbjerg siden sidste sommer, hvor han kom til Mafra.
Det er indtil videre blevet til 34 optrædener for den 22-årige kantspiller med syv scoringer og tre oplæg til følge.

Esbjerg fB
Betinia Liga



























