Esbjerg-angriberen Adrian Petre kan snart være fortid i 3F Superligaen.
Klubben har nemlig givet den 22-årige rumæner fri, så han kan afsøge sine muligheder for et klubskifte, fortæller Jimmi Nagel til jv.dk.
- Det er korrekt, at vi har givet Petre fri, så han kan finde ud af, om han kan finde en anden klub, siger sportschefen til avisen.
Den rumænske storklub FCSB – tidligere Steaua Bukarest – har før været på banen i forhold til Adrian Petre, og klubberne i Rumænien kan fortsat handle, da transfervinduet først lukker mandag aften.
Jimmi Nagel vil ikke kommentere på det konkrete, men siger til JydskeVestkysten, at man regner med en afklaring senest mandag aften.
Adrian Petre kom til Esbjerg i sommeren 2017 og har sidenhen spillet 82 førsteholdskampe med 29 mål og seks oplæg til følge.


Esbjerg fB
3F Superliga































