



FC Midtjylland var ganske store favoritter forud for torsdagens hjemmekamp mod det finske mandskab KuPS.
Opgøret var det første af to i Europa League-kvalifikationens playoff-runde, og det handlede dermed om at sikre sig et godt udgangspunkt forud for returkampen i Finland i næste uge.
Midtjylland indledte opgøret i et ganske højt tempo, og KuPS blev forholdsvis hurtigt trykket ned i eget felt.
Det kastede et par udmærket muligheder af sig inden for det første kvarter, hvor blandt andre Martin Erlić forsøgte sig med et godt hovedstød.
Et kvarter inde kom så det midtjyske føringsmål.
Darío Osorio drev bolden op gennem midten, inden han elegant stak Adam Buksa fri gennem midten, hvorfra polakken sendte bolden i kassen.
FCM-angriberen skal dog også være glad for, at KuPS-keeper Johannes Kreidl så særdeles uheldig ud.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hjemmeholdet holdt foden på speederen, og færre end to minutter efter Buksas føringsmål var ulvene tæt på at finde nummer to.
Franculino vendte rundt i feltet og smækkede læderet på stolpen, og på riposten kunne Denil Castillo ikke holde den nede. KuPS slap med skrækken.
Det gjorde finnerne dog ikke på ét af de efterfølgende angreb, hvor fordoblingen så kom, og det var via en knivskarp venstrefod.
Aral Şimşir sendte en lang aflevering i støvlen på Darío Osorio, som efter et par træk ind i banen knaldede kuglen i det lange hjørne, og så var Midtjylland i total kontrol.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Det fik dog en dårlig effekt på resten af spillet i første halvleg, hvor danskernes intensitet dalede totalt, og det gav lejlighed til et par gode muligheder for KuPS.
Først var det anfører Petteri Pennanen, der forsøgte sig på Elias Ólafsson, og efterfølgende kom højreback Saku Savolainen også tæt på.
Finsk finesse
FCM holdt dog fast i 2-0-føringen til pausen, men spillemæssigt skulle der andre boller på suppen til anden halvleg.
Det kom der ganske enkelt ikke, og det er ikke forkert at sige, at KuPS var bedst i den efterfølgende halve time.
Gæsterne formåede dog ikke at tilspille sig de helt store chancer.
Den største faldt velsagtens til Mohamed Toure, men angriberen kunne ikke helt nå frem til Saku Savolainens gode indlæg.
Midtjylland var helt væk nogenlunde halvvejs gennem anden halvleg, men indskiftede Valdemar Byskov tilførte lidt energi og forsøgte sig blandt andet med et kvalificeret langskud.
Det fik holdkammeraterne til at vågne op, og ti minutter før slutfløjt blev sejren så for alvor cementeret.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Júnior Brumado var blevet bragt på banen, og brasilianeren takkede for tilliden ved at banke 3-0-scoringen op i nettaget efter et godt dybdeløb.
Angriberen var slet ikke færdig, og minsandten om ikke han også kom på tavlen inde i dommerens tillægstid.
Her dukkede Brumado op tæt under mål, hvor det lykkedes indskifteren at tjatte bolden i mål efter et langt indkast.
FC Midtjylland kører en stensikker 4-0-sejr i hus og ligner nu helt bestemt et mandskab, der træder ind i Europa Leagues ligafase.


FC Midtjylland
KuPS
EL-kval



































