SønderjyskE sikrede sig i transfervinduet lidt af et navn i form af den nigerianske midtbanespiller Ogenyi Onazi.
En 27-årig herre med fire VM-kampe og i alt 51 landskampe for Nigeria, 110 kampe for Serie A-klubben Lazio og 79 kampe for tyrkiske Trabzonspor dumpede efter et par måneder som klubløs ned i Sønderjylland med store ambitioner om at spille sig i form og tage et hurtigt skridt videre til en større adresse.
Onazis fysiske forfatning har endnu ikke tilladt ham at spille en større rolle for SønderjyskE, hvor det indtil nu er blevet til to korte indhop i Superligaen samt en startplads mod Skive IK i Sydbank Pokalen, men det, den tidligere VM-deltager har set fra Superligaen efter sit skifte, har ikke været imponerende.
Faktisk er det et helt andet fodboldspil, end han har været vant til, siger han til bold.dk.
- Dansk fodbold er meget fysisk fodbold med en masse løb og mange tætte dueller. Teknisk er det ikke rigtig på det niveau, jeg forventede.
- Jeg er en teknisk spiller, og jeg forsøger at få bolden til at gøre arbejdet, men det er et helt andet spil at spille fodbold her i Danmark. Men jeg er her for at spille, og jeg må bare gribe den mulighed, jeg har fået, siger han.
Han fortæller, at forventningerne til spillet i Danmark var noget andet, men nu må han tilpasse sig så godt som muligt i SønderjyskE, hvor han også har oplevet en anderledes tilgang til tingene.
- Jeg er ret overrasket over, hvor fysisk det er. Jeg forventede nok noget andet, og det er noget anderledes i forhold til, hvad jeg har spillet før. Men jeg må bare tale med træneren og blive klogere på, hvordan vi gør her.
Er du skuffet over, at dine forventninger ikke er indfriet?
- Nej, jeg er ikke skuffet. Det er sådan, vi spiller her, og hvis det virker, så er det sådan. Det virker for os, og derfor spiller vi sådan. Jeg kan ikke komme her og ændre måden, vi spiller på. I den tid, jeg er her, skal jeg tilpasse mig, og det er det eneste, jeg skal gøre nu.
Han føler sig sikker på, at han kan vænne sig til spillestilen i SønderjyskE.
- Ja, helt klart. Det er ikke svært. Lige nu handler det om, at vi ikke kan lide at tage så mange risici og de (SønderjyskE, red.) vil være sikre på det, de gør. Og det er fint, så det er det, vi gør.
- Fodbold er et sprog, og man kan forstå og prøve at spille så meget op til holdets stil som muligt. Det er ikke noget, man gør med det samme, men det sker gradvist.
SønderjyskE er i øjeblikket nummer et i 3F Superligaen med 17 point efter otte runder.
Føler sig klar til at starte inde i Superligaen
Onazi har som bekendt ikke gjort det store væsen af sig i SønderjyskE endnu, da formen har skullet på plads.
Han mener nu, at han er klar til at starte inde for SønderjyskE efter sin første længere optræden mod Skive IK sidste uge.
- Jeg er godt med, og jeg kan spille. Jeg var med i pokalkampen, og det gik godt, så jeg er klar til at spille. Men nu afhænger det af træneren, og hvis han beder mig spille, så er jeg klar.
- Det var godt at være i gang igen fra start, selv om banen var forfærdelig, men det var ens for begge hold. Det var rart at starte inde, og jeg har det meget bedre, end jeg havde det, da jeg kom hertil.
Han er ikke meget for at vurdere, hvor han står i køen til spilletid.
- Jeg er fodboldspiller, så selvfølgelig synes jeg også, at mine holdkammerater er gode. Det må være op til træneren at evaluere, men jeg føler mig klar til at starte inde.
Onazi kom til SønderjyskE på en fri transfer, og han underskrev en kontrakt på et år med option på yderligere to.
Den 27-årige midtbanespiller var inden perioden som klubløs i tyrkiske Denizlispor, som han forlod i juli.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Sønderjyske
3F Superliga
































