Fjordager -Ex-SE-spids slutter seriekarriere med manér
Foto: Fjordager IF
2021-02-02 11:30:02
Foto: Fjordager IF

Ex-SE-spids slutter seriekarriere med manér

37-årige Jesper Kjærulff, der tidligere har spillet i Superligaen, har stået for målene for Fjordager IF i Albaniserien i efteråret, men nu lægger han seriekarrieren på hylden for at blive assistent i Dalum.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk. 

Jesper Kjærulff har været en afgørende spiller for Fjordager IF i Albaniserien, og det har kastet ni mål af sig i efteråret for den tidligere SønderjyskE-angriber. 

De gode præstationer betyder, at han nu er blevet kåret som 'Efterårets angriber' i Albaniserien ved LigaBold.dk Awards 2020 foran Tore Madsen fra Kerteminde Boldklub og Michael Sørensen fra SSV Højfyn.

Da LigaBold.dk fortæller ham om kåringen, bliver han meget glad.

- Det er man altid glad for. Det er jeg overrasket over i betragtning af min alder, og der er en del kampe, som jeg ikke har fået spillet, så jeg er da overrasket, men jeg er også glad, da jeg har haft en betydning, og folk har kunnet nikke genkendende til det, så jeg ikke bare er et gammelt fjols, der ikke burde være der.

- Jeg har haft noget at byde ind med, men det er også en stor cadeau til mine holdkammerater, da de har været med til at skabe det. Det har været en alletiders halvsæson, og den er jeg glad for at slutte af med, siger Jesper Kjærulff til LigaBold.dk.

Jesper Kjærulff slutter i den grad af med manér med denne titel. Han siger nemlig i samme ombæring, at karrieren på serieniveau er slut. 

Han er blevet ansat som assistenttræner i 2. divisionsklubben Dalum, og derfor er der ikke tid til at spille fodbold i Albaniserien.

Han synes, at Fjordager har leveret godt i efteråret, hvor holdet er nummer fire, og Kjærulff har været glad for at kunne sætte sit præg på holdet.

- Den har været rigtig god, Selvfølgelig var det lidt anderledes i slutningen, men det har været en rigtig god halvsæson. Der formåede jeg at spille flere kampe, end jeg gjorde i halvåret forinden. 

- Det har betydet, at jeg har været mere involveret, og det har kastet nogle mål af sig. Derudover har vi spillet med det samme hold flere gange, og det har kastet mange point af sig, og Fjordager ligger flot.

Kommer til at følge Fjordager

Jesper Kjærulff har spillet i en række serieklubber, siden han stoppede i FC Fyn i januar 2013. For ham har det været rart at holde fodbolden ved lige.

- Det har været fantastisk. Det er jo det samme spil. Fynsserien (Albaniserien, red.) er et rigtig fint niveau, og det kan godt være, at jeg ikke er så hurtig, men så kan jeg nogle andre ting. 

- Bare det at være i omklædningsrummet med unge holdkammerater, så lever man op, og jeg har virkelig nydt at være ude i Fjordager. Så jeg føler, at jeg kunne bidrage med rutine og score nogle mål.

Angriberen nåede at spille i Fjordager i et år, men han har alligevel et nært forhold til klubben.

- Fjordager ligger tre minutter på gåben, fra hvor jeg bor, så det er lokalklubben, og den klub som jeg fulgte lidt inden og kommer til at følge her efterfølgende. Jeg kommer op på stadion, hvis jeg kan. 

- Den måde, som de har taget imod mig på, og på den måde, som de har kunnet bruge mig på, så er Fjordager også en klub, som jeg følger fremadrettet, da jeg er glad for klubben.

Hvordan har klubben taget dit stop?

- Det har de taget rigtig fint. Det er jo klart, at Claus (Fjordager-træner Claus Udengaard, red.) var sød og sagde, at de kommer til at savne mig. Han havde forståelse for, at muligheden var der, så det er rigtig fint. De har været søde til at sige held og lykke, så jeg kommer stadig til at følge klubben, siger Jesper Kjærulff til LigaBold.dk.

I løbet af karrieren nåede Jesper Kjærulff at spille i FC Fyn, SønderjyskE og Viborg FF. Han er noteret for 63 Superliga-kampe med otte mål og et oplæg til følge.

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce