Jose Mourinho er tilbage i portugisisk fodbold, hvor han er blevet ansat som cheftræner for Benfica.
Comebacket er ikke faldet i god jord hos fans af FC Porto, som allerede har været ude med riven efter klubbens tidligere mestertræner.
Det skete blandt andet i sidste uge, da Porto gæstede Rio Ave i den portugisiske liga.
Ifølge A Bola er Porto blevet straffet med en bøde fra det portugisiske fodboldforbund efter opgøret. Årsagen er, at der angiveligt gentagne gange blev sunget 'Mourinho er bøsse' fra et tribuneafsnit med Porto-fans.
Artiklen fortsætter efter billedet

De tilråb koster en bøde på 3.190 euro, skriver A Bola. Det svarer til knap 24.000 danske kroner.
Porto har desuden fået en bøde på 1.122 euro for et fan-banner, som antyder, at ligaen favoriserer Benfica. Det svarer til godt 8.000 danske kroner.
62-årige Jose Mourinho stod i spidsen for FC Porto fra 2002 til 2004, inden han skiftede til Chelsea. Han førte blandt andet klubben til to portugisiske mesterskaber og en Champions League-titel.
Bold har i samarbejde med Sport Live sikret sig rettighederne til den bedste portugisiske liga, og Bold+ viser fra den kommende weekend de største brag fra hver runde med Porto, Sporting CP og Benfica.

Benfica
FC Porto
Primeira Liga

































