


Før sommerferien løb Steven Enna rundt og spillede universitetsfodbold i hjemlandet USA. Torsdag var han en afgørende faktor, da FC Fredericia strøg op på førstepladsen i 1. division.
Den store angriber smed sig frem til et indlæg fra Agon Mucolli og headede bolden i kassen, og det var et ekstra specielt mål – hans forældre fra staterne var nemlig på visit.
- Det har altid været en drøm at spille professionel fodbold, ligesom det altid er en drøm at score et mål, mens ens forældre er på stadion. Det var en drøm, som gik i opfyldelse. Jeg vil huske det øjeblik for altid, og det er jeg sikker på, at mine forældre også vil, siger Enna til klubbens hjemmeside.
FC Fredericia har nu tre point ned til Vejle Boldklub på andenpladsen.
- Det er selvfølgelig fedt. Det er der, vi vil være, men det er svært at blive der. Ligaen er hård, og alle slås for at nå derop. Der bliver ingen lette kampe, og vi skal bare tage dem én ad gangen, siger Steven Enna.
Steven Enna har scoret tre kasser i 1. division siden sin ankomst.


FC Fredericia
Betinia Liga































