


FC København spillede her til aften sæsonens første træningskamp i Østrig, hvor modstanderen var russiske Amkar Perm.
FC København havde blandt andet Rasmus Falk og Pavlovic med fra start, mens russerne testede den tidligere OB-spiller Darko Bodul i angrebet.
FCK sad på opgøret fra start af, og både Falk og Andreas Cornelius havde gode muligheder i kampens indledning, mens også Youssef Toutouh forsøgte med et langskud. 0-0 var dog facit efter de første 45 minutter.
I anden halvleg skiftede FCK som ventet stort set hele holdet, og det gav plads til kræfter som Danny Amankwaa og Bashkim Kadrii. Førstnævnte blev da også manden, der fik hul på bylden for københavnerne. Peter Ankersen sendte et indlæg ind til Amankwaa, der sørgede for 1-0 til FCK.
Efter 66 minutter øgede Thomas Delaney føringen, da han efter en god tur skød bolden i mål helt ude ved stolpen. 2-0 til FCK.
Unge Marcus Mathisen fik kort efter afsluttet tæt under mål, men russerne fik akkurat reddet på stregen. Bashkim Kadrii havde bolden i mål med tolv minutter igen, men dommeren fløjtede offside.
Med et par minutter igen fik FCK dog gjort det til 3-0. Benjamin Verbic tog sig en dribletur i feltet og vippede bolden ind med venstreskøjten til 3-0, som blev kampens resultat.


Amkar
FC København
3F Superliga
Premier League























