Den helt store transfersaga i dansk fodbold var med en Lyngby-spiller i centrum.
Tochi Chukwuani blev nemlig sat i forbindelse med flere klubber i Danmark og udlandet, men han endte med at blive i Kongens Lyngby.
En af de danske klubber kom fra det midtjyske, da Bold kunne erfare, at FC Midtjylland var inde i billedet.
Klubbens nye fodbolddirektør, Peter Sand, er taget med holdet til Portugal på træningslejr.
Her var han dog ikke meget for at sætte ord på Chukwuani, da Bold spurgte ham om Lyngby-profilen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jamen, jeg vil ikke kommentere på enkelte navne, men det er klart, når man gør kassen op, så har det været et stille transfervindue.
- Når man kigger ind i vores proces, så har vi jo også kigget og holdt mulighederne åbne.
- Så vi har været aktive lige til det sidste. Men vi er tilfredse med det resultat, vi er kommet ud af vinduet med.
Vil I i stedet gå efter at hente Tochi Chukwuani til sommer, når han står uden kontrakt?
- Jamen som sagt, vil jeg ikke kommentere på enkelte spillere. Jeg vil fokusere på den trup, vi har.
- Næste gang er der et nyt transfervindue, og så tager vi den derfra, siger Peter Sand med et grin til Bold.
Missionen lykkedes
Ja, trods varmen i Portugal var Peter Sand iskold.
Fodbolddirektøren ville dog gerne tale om resten af transfervinduet, som er gået efter planen for midtjyderne.
- Jeg føler egentlig, at det er gået, som vi ønskede. Vi havde ambitionen, da vi gik ind, at vi skulle fastholde vores spillertrup.
- Det skal selvfølgelig også ses i lyset af det kæmpe store vindue, vi havde i sommer, og de gode resultater, vi har høstet i efteråret.
FC Midtjylland har hentet Alhaji Kamara, uden at man har mistet nogle profiler.
Sand har derfor ro i maven inden det hektiske forår i Superligaen, hvor FCM topper rækken.
- Med den spillertrup, vi har nu, forventer jeg, at vi kan bygge yderligere lag på. Det var også derfor, vi investerede i en tur til Skotland.
- Så vi er kommet fint ud af det her transfervindue og har en spillertrup, som vi er meget glade for.
FC Midtjylland sparker foråret i gang den 18. februar, når de skal på besøg hos Brøndby IF.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
Lyngby Boldklub
3F Superliga



























