Artem Dovbyk vendte i maj tilbage fra en langvarig knæskade, og han har siden haft svært ved at tilkæmpe sig fast spilletid i FC Midtjylland.
Derfor er han nu udlejet til SønderjyskE, og FCM's sportschef håber på fast spilletid i Haderslev.
- Artem fortjener mere spilletid. Han arbejder stenhårdt til træning, og han er kommet flot tilbage efter en langvarig skade. Nu ser alle parter frem til, at han i Sønderjyske kommer ind i et forløb, hvor han spiller fast, siger Svend Graversen til fcm.dk.
Graversen understreger, at FCM stadig har tiltro til den 22-årige ukrainer.
- Det har vi bestemt, men det vigtige for Artems videre udvikling er spilletid, og det er der bedre udsigt til i Sønderjyske end i FC Midtjylland. Vi ved, at han i Sønderjyske bliver en del af et professionelt set up, og han indgår på et hold, som gerne vil spille fodbold, siger Graversen.
Dovbyk har scoret ét mål i 22 kampe for FCM.


FC Midtjylland
3F Superliga






























