





MCH Arena dannede onsdag aften rammen for den vigtigste kamp i FC Midtjyllands historie, da holdet kunne spille sig i Champions League-gruppespillet mod Slavia Prag.
Cheftræner Brian Priske havde Pione Sisto i startopstillingen, mens Anders Dreyer startede ude, men hjemmeholdet fik en skrækkelig start på kampen.
Et tidligt hjørnespark til gæsterne blev ikke ordentlig clearet, og til sidst fik Peter Olayinka sendt bolden over stregen.
FC Midtjylland virkede nervøse og havde svært ved at få gang i spillet mod et meget tændt tjekkisk mandskab, som sad på det hele i kampens indledning.
Efter det første kvarter, hvor FCM var på hælene, fik de danske mestre bedre fat, og der var undervejs optræk til flere chancer til hjemmeholdet, som pressede gæsterne højt på banen.
Der blev gået til den i duellerne og spillet med høj intensitet i kampen. FCM sled sig ind i opgøret og kom mod slutningen af halvlegen til flere hjørnespark og sad i det hele taget på opgøret, men stillingen ved pausen var 0-1.
Gæsterne kom bedst ud efter pausen og fik igen sat FCM under pres. Det blev til en enkelt god afslutning, som Jesper Hansen tog sig godt af.
Ligesom i første halvleg kom FCM bedre med undervejs, men da målet lod vente på sig, blev både Anders Dreyer og Bozhidar Kraev sendt på banen ti minutter inde i anden halvleg i jagten på en udligning.
FCM kom en god chance efter en times spil, da bolden havde hos Sory Kaba efter et hjørnespark, men Kabas afslutning gik tæt forbi mål.
Kaba viste større skarphed kort efter, da Awer Mabil slog et skarpt indlæg ind i feltet, hvor den store angriber kom foran Slavia-målmand Ondrej Kolar og headede udligningen i kassen.
Efter scoringen overtog gæsterne igen kontrollen over kampen og formåede at holde godt i bolden. FCM formåede dermed ikke at få lagt det helt store pres for den afgørende scoring.
Godt ti minutter før tid helkiksede en Slavia-spiller en clearing og fik sendt bolden tilbage i eget felt, hvor David Hovorka ramte bolden med hånden. Straffespark til FCM, som Sory Kaba blev sat til at sparke.
Den store angriber brændte sit spark, men efter VAR-gennemgang blev FCM tildelt et nyt forsøg fra pletten til stor utilfredshed for gæsternes spillere og ledere
Alexander Scholz tog sig af sparket, og forsvarsspilleren sparkede bolden i nettet til 2-1.
Dermed var det Slavia Prags tur til at jagte en afgørende scoring, men i stedet fik FCM lukket opgøret.
Frank Onyeka blev spillet fri i feltet og sparkede bolden i kassen til 3-1 til vild jubel i FCM-lejren.
Slavia Prag-spillerne var helt groggy, og var der den mindste tvivl om kampens udfald, blev det lukket i tillægstiden, da Anders Dreyer bankede bolden i nettet til 4-1.
Målet blev kampens sidste i en helt utrolig afslutning, og dermed er FCM klar til klubbens første Champions League-gruppespil nogensinde.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC Midtjylland
Slavia Prag
Champions League
























