Torsdag aften var AGF på besøg i Farum, hvor de mødte FC Nordsjælland i Superligaen.
Efter kampen blev en 23-årig cyklist udsat for en ubehagelig episode, da han cyklede forbi en lille gruppe AGF-fans iført en FC Midtjylland-trøje.
Oliver er 23 år, men ønsker ikke sit efternavn frem. Hans identitet er kendt af redaktionen.
To af fansene løb efter ham, lyder det fra Oliver til Bold.
Han havde netop afsluttet en fodboldtræning i Farum Boldklub, da episoden opstod.
- Det var godt vejr, og jeg havde ikke jakke på efter træning. Jeg havde kun FC Midtjylland-trøjen på, hvor jeg skulle cykle hjem til min mor.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg kommer cyklende ved Solvangskolen og skal ned ad en vej, der hedder Ryttervænget. Her går der en lille gruppe AGF-fans, og jeg får øjenkontakt med en af dem, og han ser mig med det samme med trøjen på, og han ser bare rødt. Han ligner en haj, der har lugtet bold for første gang, så han hopper ud af mængden og går i fuld spurt efter mig, hvor hans ven løb lige efter ham. Jeg blev selvfølgelig megaforskrækket, fortæller Oliver til Bold.
Ifølge Oliver endte det med, at den ene af de to fans fik fat i ham.
- Den ene så mig komme cyklende bag dem, og da han sætter i spurt, så får han fat i ryggen af min trøje, og så forsøger han at rive mig ned fra min cykel, og så får jeg vristet mig fri på en skør måde, og så forsøgte jeg at sætte farten op og cykle videre.
Den 23-årige cyklist fortæller, at der ikke skete mere i hændelsen.
- I situationen fik jeg skubbet min krop fremad, så jeg ligesom kom ud af hans greb, så løb han ikke længere efter mig. Han havde måske løbet 100 meter efter mig, men jeg kunne ikke høre, hvad der blev sagt, fordi jeg havde høretelefoner på.
Var det for at provokere, at du havde en FCM-trøje på, nu hvor du vidste, at AGF kom på besøg i Farum?
- Jeg havde fuldstændig glemt at kampen sluttede på samme tid som min træning. Jeg skulle hjem og se FCM og jeg havde ikke min jakke med. Vi klæder altid om oppe i omklædningen i klubben, så havde slet ikke tænkt så langt. Det var på ingen måde for at provokere og jeg var heller ikke hånlig mens jeg cyklede forbi folk.
Klubberne er orienteret
Han har skrevet en beskrivelse af hændelsen til FC Nordsjælland, og i den forbindelse har klubben anbefalet ham at politianmelde situationen.
FCN bekræfter, at de har modtaget en henvendelse angående torsdagens episode.
- Vi er i dialog med personen, som har haft den ubehagelige oplevelse uden for stadion. Vi har opfordret ham til at anmelde episoden til politiet, og skulle der opstå nogen form for behov for vores støtte eller f.eks. videomateriale som en del af en eventuel efterforskning, vil vi være behjælpelige i enhver henseende, fortæller FCN-stadionansvarlige Jens Andersen til Bold.
AGF har over for Bold taget afstand fra situationen i Farum.
- Vi tager naturligvis skarpt afstand fra det beskrevne forløb. Vi håber, at vedkommende kan identificeres og forløbet klarlægges, så der kan blive sanktioneret, fortæller kommunikationschef i AGF, Christian Thye-Petersen.
Tilbage står Oliver med et ønske om, at denne situation kan være med til at ændre én bestemt ting i dansk fodbold.
- Mit ønske er ikke at udstille AGF-fans, men mit ønske er mere at ændre fankulturen i fodbold. Det er lidt for dårligt, at man ikke kan have anden fodboldtrøje på uden for et dansk fodboldstadion, uden man skal jagtes. Jeg vil ikke tale ned mod AGF-fans, for det var kun to dumme tosser.

Superliga-profiler siger farvel
Hattrick | Afsnit 81Real Madrid kaldte tirsdag aften til et højst usædvanligt pressemøde med Florentino Pérez efter dage med kaos, rygter og massiv uro omkring den spanske storklub.
Læs mere
AGF
FC Nordsjælland
3F Superliga































