I Danmark kender alle til Aral Simsirs kvaliteter.
Efter en fremragende sæson blev FC Midtjylland-spilleren kåret til årets spiller i den danske Superliga, men landsholdsdebuten har ladet vente på sig trods flere udtagelser.
Der er dog ingen grund til at vente længere.
Med blot et par uger til VM fik kantspilleren sin debut for Tyrkiet mandag aften.
I 4-0-sejren over Nordmakedonien spillede Simsir cirka en halv time, hvor han viste sig fint frem og var tæt på at score.
Venskabskampen mandag aften blev også fulgt tæt i FC Midtjylland, fortæller sportschef, Kristian Bach Bak, dagen derpå til Bold.
- Ja, det gjorde vi. Vi talte også med Aral på dagen, og han var jo spændt, så det er megafedt at se ham komme ind. Vi ved alle sammen, hvor meget det betyder specielt for Aral og hans familie. Det handler jo også om religion – specielt på det tyrkiske landshold.
- Når man ved, hvor meget det betyder for dem, bliver det også endnu større, når vi som klub ser en af vores egne, der har taget ti år i vores klub helt nede fra og nu står på det tyrkiske landshold, som ikke er hvilket som helst. Det var virkelig fedt at se og fuldt fortjent.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det lå lidt i kortene, at den 23-årige dribler skulle i aktion i Istanbul mandag aften.
- Han har været med et par gange, og så har der været et par gange, hvor han har været skadet, men der har ikke været tvivl om, at de hele tiden har været meget interesseret i Aral, og landstræneren har også snakket meget med ham. Så fornemmelsen var der i går. Det er kæmpestort, at Aral fik debuten, siger FCM-sportschefen.
Trods de første minutter i landsholdsdragten må han se sig forbigået i Tyrkiets VM-trup.
Aral Simsir er dog rejst med til USA, da landstræner, Vincenzo Montella, har peget på ham som standby-spiller i tilfælde af skader.
Øget værdi
Aral Simsir har formentlig været på lånt tid hos FC Midtjylland.
Efter en flot sæson tyder alt på, at større klubber i udlandet vil gafle stjernen.
Kantspilleren har også tidligere udtalt, at det er på tide, at han rykker videre, og at han forventer at blive solgt.
Aral Simsir fremhævede i den sammenhæng, at den franske liga var spændende.
At der oveni er en landskamp på CV’et, gør ikke salgspotentialet mindre. Det lægger Kristian Bach Bak heller ikke skjul på.
- Det er klart med den sæson, Aral har haft, og de tal han har præsteret, er det naturligt, at debuten ville komme på et tidspunkt på et stærkt A-landshold. Når den så kommer, er det ikke sådan, at man står dårligere i forhold til en kommende transfer.
- Når vi kigger efter spillere rundt omkring, ser vi også, hvem der lige er på nippet til at komme på landsholdet eller lige har fået debut, og det er jo der, Aral er lige nu. Det tror jeg også, at mange klubber lægger mærke til, så det er kun godt for alle parter men mest af alt Aral, der virkelig har fortjent det, og vi er glade for, at han har fået den her drøm opfyldt.
Hvor mange millioner tror du, at en landsholddebut kan rykke?
- Det er nok ikke noget, der gør ham mindre værd, at han er kommet med på det tyrkiske A-landshold. Når det så er sagt, ved vi godt, hvor meget Aral er værd, og hvad han betyder for vores klub. Men det er ikke kun os, der kan se Arals værdi – det kan de også rundt omkring.
- Vi har is maven. Vi har nogle planer med vores spillere, men det skal passe for begge parter, og det skal være det rette sted, der hvor Aral skal hen. Men det er klart, at vi arbejder på at finde et godt sted til Aral, så vi som klub kan opfylde vores drøm og sende ham afsted for en fin transfer, siger Kristian Bach Bak.

Pavestolte
At endnu en spiller nu får debut på vedkommendes landshold, vækker selvsagt stolthed på heden.
I truppen har en lang række spillere vænnet sig til, at landsholdspause ikke betyder pause.
Elias Olafsson, Martin Erlic, Han-beom Lee, Denil Castillo, Philip Billing, Dario Osorio, Franculino og Gue-sung Cho er mere eller mindre vant til landsholdsudtagelser, og flere af dem skal også afsted til VM.
Flere spillere gør sig også gældende på deres respektive U-landshold.
- Det betyder meget for os. Vi vil gerne bryste os af at have A-landsholdsspillere i vores trup.
- Vi har størstedelen væk i vores trup, når der er landsholdssamlinger, og det giver udfordringer, men det er den vej, vi gerne vil. Vi stræber efter at nå op på det niveau, hvor A-landsholdsspillere søger mod Midtjylland for at spille om titler og spille i europæiske gruppespil.

Nu kan Aral Simsir tilslutte sig rækken. Til forskel fra de andre spillere har dansk-tyrkeren været en del af akademiet siden U15, hvilket betyder en hel del for selvforståelsen i FC Midtjylland.
- I vores uddannelse og opdragelse på akademiet og hele vejen op er vi enormt stolte af, når vores spillere står på den højeste hylde, som er nationalarenaen på et A-landshold.
- Der har vi selvfølgelig Simon Kjær, som blev uddannet som den første, som har taget den vildeste rejse, men vi har også mange andre, som er startet deres rejse på vores akademi, og så er de taget til udlandet og endt på A-landsholdet.
- Når det sker samtidig med, at de spiller i Midtjylland, er det et udtryk for, at vi er kommet op på en hylde, hvor der bliver kigget på spillerne.
- Men når det er vores egen opdragelse, der gør, at de står nu og kan afgøre fodboldkampe på højeste niveau, så er det et nøk opad i forhold til stoltheden omkring det, afslutter sportschef, Kristian Bach Bak.
Aral Simsir formåede at lave 15 assists i denne sæson af 3F Superligaen, hvilket er en tangering af rekorden.

Brøndby henter Patrick Mortensen
Hattrick | Afsnit 92Patrick Mortensen er færdig i AGF. Den 36-årige angriber forlænger ikke sin aftale med de danske mestre, og i stedet peger pilen mod Brøndby, som står klar med en aftale.
Læs mere
FC Midtjylland
3F Superliga
Tyrkiet



































