2026-04-28 22:20:00

FIFA indfører ny VM-regel: Rødt kort for at dække munden

Det kan koste et rødt kort, hvis en spiller holder sig for munden ved sommerens VM-slutrunde, oplyser FIFA.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

En ny regelændring træder i kraft ved sommerens VM-slutrunde.

På et ekstraordinært møde i Vancouver har The International Football Association Board (IFAB) således besluttet, at det kan koste et rødt kort, hvis en spiller dækker sin mund i forbindelse med en konfrontation med en modspiller.

Det oplyser FIFA i en pressemeddelelse.

Forbundet melder videre, at IFAB enstemmigt godkendte forslaget.

Beslutningen kommer efter de kontroversielle scener i Champions League-opgøret mellem Real Madrid og Benfica tilbage i februar.

Her blev Gianluca Prestianni anklaget for at have kaldt Vinícius Júnior for en abe i en situation, hvor han hev trøjen op til munden.

Artiklen fortsætter efter billedet

VM -FIFA indfører ny VM-regel: Rødt kort for at dække munden
Foto: Patricia De Melo Moreira/AFP/Ritzau Scanpix

Efterfølgende blev argentineren tildelt seks spilledages karantæne, selvom han af flere omgange har bedyret sin uskyld og nægtet racistisk sprogbrug.

Derudover kan det under VM også koste et rødt kort, hvis en spiller forlader banen i protest over dommerens beslutning.

Reglen gælder også, hvis en person fra staben opfordrer spillerne til at udvandre i protest.

Det sker som følge af den meget omdiskuterede Africa Cup of Nations-finale, hvor Senegal forlod banen efter et kontroversielt straffespark til Marokko.

Senegal endte i første omgang med at vinde finalen, inden sejren i stedet blev tildelt Marokko som følge af udvandringen.

De nye regler vil i første omgang ikke gælde i andre turneringer.

Annonce

20 kommentarer

Se kommentarer
Annonce